Tidligere nobelprisvindere går imod Robert F. Kennedy Jr.

Tidligere har Kennedy vakt opsigt med sine vaccineskeptiske udtalelser. Blandt andet har han flere gange påstået, at der er en sammenhæng mellem vacciner og autisme. Arkivfoto. Foto: Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix

Donald Trump har peget på Kennedy Jr. som sundhedsminister, men nobelprismodtagere håber at forhindre det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Står det til en gruppe af tidligere nobelprisvindere, bør det ikke være Robert F. Kennedy Jr., der bliver USA’s næste sundhedsminister.

Det er budskabet i et brev underskrevet af mere end 75 nobelprisvindere bragt i the New York Times.

Derfor opfordrer gruppen de amerikanske senatorer til ikke at godkende den kommende præsident Donald Trumps nominering af ham.

Nobelprismodtagerne mener, at USA med Kennedy som sundhedsminister vil ”bringe offentlighedens sundhed i fare”.

Richard Roberts er en af medskriverne af brevet. Han vandt Nobelprisen i medicin i 1993.

Han påpeger over for the New York Times, at gruppen prøver at holde sig ude af politik, men ikke kunne ignorere den "trussel" Kennedy udgør.

Kennedy har flere gange vakt opsigt med vaccineskeptiske udtalelser og konspirationsteorier. Han har desuden flere gange hævdet, at der er sammenhæng mellem vacciner og autisme.

- Disse politiske angreb på videnskaben er meget skadelige. Du bliver nødt til at sige fra og beskytte den, siger Richard Roberts til the New York Times.

I brevet kalder gruppen Kennedy for "modstander af mange sundhedsbeskyttende og livreddende vacciner" og fremhæver de vacciner, der forebygger mæslinger og polio.

Ligeledes beskriver gruppen ham i brevet som en "aggressiv kritiker af respekterede agenturer" som blandt andet USA's føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed (FDA).

Da Trump pegede på Kennedy som sit valg til sundhedsminister i november, var det da heller ikke uden kritiske røster.

Over for CNN kaldte læger og sundhedseksperter udnævnelsen af Kennedy for "et ekstraordinært dårligt valg" og "skræmmende" og pegede særligt på Kennedys vaccinehistorik.

Kennedy har lovet, at han trods sine overbevisninger "ikke vil tage vaccinerne fra nogen".

Robert F. Kennedy Jr. stillede op som uafhængig kandidat ved det amerikanske præsidentvalg, men valgte under valgkampen at droppe ud af ræset og støtte Trump.

/ritzau/