Tidligere pakistansk præsident tiltalt for højforræderi
Foto: Aamir Qureshi /Scanpix
Aamir Qureshi /Scanpix
En pakistansk domstol har mandag tiltalt Pakistans tidligere præsident Pervez Musharraf for højforræderi, skriver Reuters.
Der er i alt tale om fem tiltalepunkter, som Musharraf alle nægter sig skyldig i.
Sagen drejer sig om, hvordan ekspræsidenten håndterede situationen i landet i 2007, da han indførte undtagelsestilstand i flere uger.
Landets forfatning blev sat til side, og nationalforsamlingen blev afsat. Det samme skete med dommerne, der erklærede undtagelsestilstanden for ugyldig, da Musharraf forsøgte at forlænge sin tid som præsident.
Tiltalen er det seneste kapitel i et langstrakt drama mellem landets mere og mere selvhævdende retsvæsen og dets tidligere militære leder.
Han står til at blive idømt dødsstraf, hvis han bliver kendt skyldig i sagen.
Musharraf rejste sig mandag i retten og svarede "ikke skyldig" til hvert af de fem tiltalepunkter.
- Jeg vil gerne vide, hvor retfærdigheden for mig er i den islamiske republik Pakistan. Jeg har kun givet til dette land og ikke taget noget, sagde han.
- Jeg foretrækker døden frem for at overgive mig, slog han fast.
Sagen bliver nøje fulgt for ændringer i magtforholdet mellem Pakistans tre magtcentre: Det historisk magtfulde militær, det stadig mere uafhængige retsvæsen og den civile regering, ledet af premierminister Nawaz Sharif.
Flere iagttagere er nervøse for, at retssagen vil opildne til vrede i hæren, der har styret Pakistan i over halvdelen af landets historie siden uafhængigheden i 1947.
Musharrafs retssag begyndte i november, men er gentagne gange blevet udsat.
Blandt andet fik han 2. november pludselig smerter i brystet, da han var på vej til retten.
Pervez Musharrafs advokater mener ikke, at deres klient kan modtage en retfærdig behandling ved en domstol under Nawaz Sharifs regering.
Musharraf væltede Sharif ved et kup i 1999, efter at Sharif forsøgte at fjerne ham fra posten som forsvarschef.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker