Tidligere pave lander i Vatikanet efter langt fravær
Torsdag landede den tidligere pave Benedikt XVI med helikopter i Vatikanet, to måneder efter sin fratræden, skriver italienske medier.
Paven skal bo et stenkast fra sin efterfølger, pave Frans, i Vatikanstaten.
Benedikt forlod til manges overraskelse sit embede før tid og frivilligt den 28. februar i år med begrundelse i sit svigtende helbred.
Ekspaven, hvis civile navn er Joseph Ratzinger, har været syg, og han er ingen årsunge. Han fyldte 86 år i april.
Siden afgangen har Benedikt holdt lav profil, men der er spekulationer om, at hans helbred er dårligt.
I april sagde den spanske journalist og forfatter Paloma Gomez Borerro, at pave Benedikt er meget syg.
- Vi har ham ikke hos os ret meget længere, sagde Borerro, der er en mangeårig iagttager af Vatikanet, og som formodes at have gode kilder dér.
Nu har Vatikanet kommenteret forlydenderne og erklærer, at den tidligere pave er svækket, ja, men hans problemer skyldes alderdom.
- Benedikt XVI lider ikke af nogen specifik kronisk sygdom. Hans helbredsproblemer har udelukkende at gøre med den høje alder, siger Federico Lombardi, chef for Vatikanets pressetjeneste, ifølge italienske medier til det katolske nyhedsbureau Aci Prensa.
Den tysk-fødte tidligere pave har i flere år haft problemer med sit helbred. Netavisen Catholic Online skriver, at han har pacemaker, han er gangbesværet, og hans syn er dårligt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker