Tidligere politichef tiltales efter skoleskyderi i Uvalde

Pete Arredondo er blevet anholdt og tiltalt for ti tilfælde af at have bragt børn i fare. (Arkivfoto). Foto: Veronica Cardenas/Reuters

Tidligere politichef for Uvaldes skoledistrikt Pedro Arredondo er blevet tiltalt i sag om skoleskyderi i 2022.

Offentliggjort Sidst opdateret

Pedro Arredondo, den tidligere politichef i det texanske skoledistrikt Uvalde, hvor 19 børn og to lærere i 2022 blev dræbt i et skoleskyderi, er blevet tiltalt af en storjury.

Det oplyser det lokale politi torsdag lokal tid.

Arredondo, der er blevet anholdt, er blevet tiltalt for ti tilfælde af at have bragt børn i fare.

En anden lokal betjent, Adrian Gonzales, er også blevet tiltalt i sagen. Gonzales er ikke blevet anholdt, og der er ingen oplysninger om anklageskriftet mod ham.

Skyderiet på Robb Elementary School 24. maj 2022 er et af de dødeligste af slagsen i amerikansk historie.

Den 18-årige gerningsmand blev skudt af politiet, men først efter at han havde været alene i et klasselokale på skolen i over en time.

Kritikken af politiets håndtering af skyderiet har været sønderlemmende.

Anklagerne mod Arredondo og Gonzales er dog første gang, at betjente er blevet tiltalt i forbindelse med skyderiet.

Statsanklageren i amtet Uvalde, Christina Mitchell, bekræfter begge tiltaler over for lokalavisen Uvalde Leader-News.

Ifølge Mitchell bliver Gonzales formelt først tiltalt fredag, hvorefter yderligere detaljer om anklagerne kan offentliggøres.

Både den føderale og delstatslige anklagemyndighed har kritiseret politiets håndtering.

I maj sagsøgte flere af ofrenes familier våbenproducenten Daniel Defense samt det sociale medie Instagram og spilfirmaet Activision, som står bag skydespillet "Call of Duty".

Familierne mener, at de tre aktører direkte har markedsført våben til "usikre unge drenge" og dermed forårsaget uretmæssig død og grov uagtsomhed.

Den amerikanske regerings ledende sundhedsrådgiver, Vivek Murthy, erklærede tidligere på ugen våbenvold som værende en national sundhedskrise.

/ritzau/Reuters