Tidligere russisk præsident advarer om atomkrig
Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev, som er en af præsident Vladimir Putins nærmeste allierede, siger, at "et nederlag til en atommagt i en konventionel krig kan udløse en atomkrig". Foto: Alexander Astafyev/Ritzau Scanpix
Dmitrij Medvedev: Atommagter har aldrig tabt i større konflikter, hvor deres skæbne har været på spil.
Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev, som er en af præsident Vladimir Putins nærmeste allierede, siger, at "et nederlag til en atommagt i en konventionel krig kan udløse en atomkrig".
Medvedevs udtalelse er fremsat i forbindelse med krigen i Ukraine og et muligt nederlag til Rusland der.
I et indlæg på det sociale medie Telegram skriver Medvedev i forbindelse med en diskussion om Natos støtte til det ukrainske militær:
- Atommagter har aldrig tabt i større konflikter, hvor deres skæbne har været på spil.
Medvedev opfordrer Natos ledere til at overveje, hvilke risici der er ved deres støtte til Ukraine.
Rusland og USA er langt de største atommagter og har tilsammen omkring 90 procent af verdens atomsprænghoveder.
Putin har også selv antydet, at der er risiko for en atomkrig. Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) Flemming Splidsboel Hansen har over for Ritzau påpeget, at sådanne udtalelser er en del af et generelt mønster fra russisk side.
- Nogle gange taler russerne atomtruslen op, og nogle gange nedtoner de den for at skrue op og ned for "temperaturen", hvis der er noget, de er utilfredse med, sagde Flemming Splidsboel Hansen i sidste måned.
- Putin har brug for at finde det rette balancepunkt, hvor russerne kan forsøge at afskrække os politisk med atomvåben.
Den russiske leder har sendt adskillige signaler om, at Rusland ikke vil give efter. Han sagde onsdag i denne uge, at Ruslands magtfulde militærindustrielle kompleks er ved at øge dets produktion, og han fremhævede komplekset som en af hovedårsagerne til, at Rusland vil komme til at sejre i Ukraine.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde