Tidligere spionchef bliver direktør for CIA
John Ratcliffe har tidligere været direktør for NSA, siddet i Repræsentanternes Hus og været føderal anklager i delstaten Texas. (Arkivfoto). Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
John Ratcliffe skal stå i spidsen for det amerikanske efterretningsvæsen for udenlandske efterretninger.
USA's kommende præsident, Donald Trump, har udnævnt John Ratcliffe som kommende direktør for efterretningstjenesten CIA.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
CIA står for Central Intelligence Agency. Det er det amerikanske efterretningsvæsen for udenlandske efterretninger.
- Han bliver en frygtløs forkæmper for alle amerikanernes forfatningsmæssige rettigheder. Samtidigt vil han sikre det højeste niveau af nationale sikkerhed og fred gennem styrke, skriver Trump i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ratcliffe har tidligere været direktør for NSA, der er det amerikanske efterretningsvæsen for nationale efterretninger. Det var han i de seneste otte måneder af Trumps første embede som præsident.
Den kommende CIA-direktør repræsenterede fra 2015 til 2020 delstaten Texas i Repræsentanternes Hus og har blandt andet siddet i efterretningsudvalget.
Tidligere har Ratcliffe også været føderal anklager i delstaten.
Donald Trump er de seneste dage begyndt at sammensætte sin administration, som sammen med ham kommer til magten 20. januar 2025.
Tirsdag aften udnævnte han desuden ejendomsinvestor Steve Witkoff som USA's særlige udsending til Mellemøsten. Ifølge Reuters er han venner med Trump.
Witkoff spillede i september golf sammen med Trump på den kommende præsidents golfbane i West Palm Beach, da en mand blev set stikke et geværløb gennem hegnet til banen.
Også Trumps tidligere kabinetssekretær William McGinley blev tirsdag udpeget til en rolle i den kommende præsidents administration. Han er blevet udnævnt som kommende rådgiver for Det Hvide Hus.
Trump har de seneste dage sat navne på en række personer i den kommende administration.
Blandt dem er Trumps kampagneleder, Susie Willers, der er udnævnt som stabschef, og Mark Waltz, der er udpeget som national sikkerhedsrådgiver.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker