Tidligere tv-vært og sanger fører Costa Ricas præsidentvalg
Den konservative Fabricio Alvarado Muñoz (til venstre) fører søndagens præsidentvalg i Costa Rica. Her ses han sammen med sin vicepræsidentkandidat, Ivonne Acuna Cabrera, på valgaftenen. Foto: Scanpix/Jorge Rendon
Scanpix/Jorge Rendon
Hvis ingen kandidat får over 40 procent af stemmerne, skal der afholdes en anden runde i begyndelsen af april.
Den konservative Fabricio Alvarado Muñoz fører søndagens præsidentvalg i Costa Rica med knap 60 procent af stemmerne optalt.
Det oplyser valgmyndighederne i det mellemamerikanske land tidligt mandag morgen dansk tid.
Den 43-årige tidligere nyhedsvært og sanger står således til at få 25,6 procent af stemmerne.
Imens kommer forretningsmanden Antonio Álvarez Desanti ind på andenpladsen med 22,6 procent af stemmerne.
Hvis ingen kandidat vinder mindst 40 procent af stemmerne ved søndagens afstemning, skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden og afgørende runde 1. april.
Den kristne Fabricio Alvarado Muñoz røg i januar til tops i meningsmålingerne.
Det skete, efter at han havde fordømt en afgørelse fra en menneskerettighedsdomstol i regionen, der kræver, at Costa Rica giver lige ægteskabsrettigheder til homoseksuelle par.
Den 43-årige Alvarado har kaldt afgørelsen en krænkelse af Costa Ricas suverænitet og en fornærmelse af de traditionelle værdier.
- Vi er nødt til at stå op mod dem, der ønsker at trampe på hele familier, sagde han under den sidste debat i valgkampen.
Alvarados nærmeste rival, Antonio Álvarez Desanti, har sagt, at han personligt modsætter sig domstolens afgørelse, men at han vil respektere den, hvis han vinder valget.
Costa Ricas siddende præsident, Luis Guillermo Solís, er ved lov udelukket fra at søge genvalg, da præsidenten ikke må sidde to perioder i træk.
Den tidligere diplomat og historieprofessor vandt en jordskredssejr for fire år siden, men siden er hans popularitet faldet markant.
Solís fik international opmærksomhed, da han i en protest mod homofobi hejste et regnbueflag sammen med det costaricanske flag fra sit kontor, en uge efter han var svoret ind.
Costa Ricas 3,3 millioner vælgere er overvejende romersk-katolske og beskriver hovedsageligt sig selv som konservative.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet