Tidslinje: En uge med øgede spændinger mellem Hizbollah og Israel

Røg stiger mandag op fra Beiruts sydlige forstæder. Foto: Reuters Tv/Reuters

Der har været en markant optrapning i kamphandlingerne mellem Israel og Hizbollah den seneste uge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tusindvis af eksplosioner i elektronisk udstyr i Libanon, luftangreb og raketter har præget den seneste uge i den fortsatte konflikt mellem Israel og Hizbollah.

Få et overblik over optrapningen her:

* Tirsdag den 17. september:

Personsøgere tilhørende medlemmer af den libanesiske Hizbollah-bevægelse eksploderer i Libanon. Mindst 12 bliver dræbt og over 2000 såret, oplyser Libanons sundhedsmyndigheder.

* Onsdag den 18. september:

Endnu en dag med eksplosioner i Libanon. Walkie-talkier tilhørende Hizbollah-medlemmer eksploderer, og mindst 20 bliver dræbt, mens hundredvis bliver såret. Hizbollah beskylder Israel for at stå bag begge angreb. Israel hverken be- eller afkræfter, at landet står bag.

* Torsdag den 19. september:

Generalsekretæren for og lederen af Hizbollah, Hassan Nasrallah, holder tale og lover et modsvar.

- Der er ingen tvivl om, at vi har været udsat for et stort sikkerhedsmæssigt og humanitært slag, som er uden fortilfælde i vores historie, siger han.

Israel udfører dusinvis af luftangreb mod raketkastere i Libanon.

* Fredag den 20. september:

Israel angriber de sydlige forstæder til Beirut. Mindst 16 Hizbollah-medlemmer bliver dræbt, heriblandt ledende militærfolk. I alt bliver 45 personer ifølge Libanons sundhedsministerium dræbt.

De dræbte omfatter blandt andre den højtstående militærleder Ibrahim Aqil, der stod i spidsen for Radwan-styrken, som er en eliteenhed hos Hizbollah.

* Lørdag den 21. september og søndag den 22. september:

Israel fortsætter luftangreb i Libanon mod det, der ifølge Israel er hundredvis af Hizbollah-mål. Hizbollah sender missiler mod det nordlige Israel.

Nummer to i Hizbollah-bevægelsen, Naim Qassem, siger, at den militante og politiske gruppe er klar "til alle militære muligheder", og at konflikten er gået ind i en "ny fase".

* Mandag den 23. september:

Angreb på Libanon intensiveres. Israelske angreb på Libanon har mandag kostet mindst 492 mennesker livet, oplyser libanesiske myndigheder mandag aften.

Folk i Libanon tæt på steder, hvor Hizbollah opbevarer våben, bedes forlade områderne. Titusindvis flygter fra det sydlige Libanon, siger den libanesiske minister for kriserespons, Nasser Yassin, til Reuters.

Kilder: New York Times, Reuters, AFP.

/ritzau/