TikTok har en dårlig krig - misinformationen flyder på videotjenesten

TikTok fremhæves som et af de store sociale medier med mindst styr på falske og misvisende oplysninger. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters

TikTok er ikke sit ansvar voksent. Videotjenesten luger ikke ud i falsk indhold om krigen i Ukraine på samme måde som andre sociale medier, siger eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Beskyldningerne flyver i krigen i Ukraine.

Anklager fra begge sider om krigsforbrydelser og mord på civile og fanger har præget især de seneste uger af Ruslands angreb på naboen.

Det kan være svært at finde rundt i modstridende udsagn, og ikke mindst på de sociale medier flyder det med ubekræftede historier.

Men ingen steder finder man så mange falske eller misvisende oplysninger som på TikTok.

Den kinesiskejede videotjeneste er et af de steder på internettet, hvor der er allermest misinformation, siger flere eksperter.

- TikTok har virkelig ikke en god krig, lyder det fra Shayan Sardarizadeh, der er journalist og dækker misinformation for britiske BBC.

Hver dag ser han en overvældende mængde af korte klip med alskens falsk eller fordrejet information, som der spys ud via TikTok.

- Jeg har ikke set en anden platform med så meget falsk indhold. Vi har set det hele: Videoer fra tidligere, der bliver genbrugt. Rigtige billeder, der præsenteres på en misvisende måde. Ting, der er åbenlyst forkerte, men stadig får mange millioner visninger, siger Shayan Sardarizadeh til AFP.

Det værste, han har set, er brugere, der lyver om, at de sender direkte fra Ukraine.

I virkeligheden bruger de videoklip fra andre konflikter eller endda computerspil, mens de beder seerne om at donere penge til at støtte deres "rapportering".

- Der er millioner, der ser med. De tilføjer endda falske lyde af skud og eksplosioner, fortæller Shayan Sardarizadeh.

Ifølge Anastasyja Zjyrmont fra ngo'en Access Now kan TikTok ikke bortforklare sine problemer med, at krigen kom pludseligt.

- Konflikten har været under optrapning siden 2014, og de her problemer med propaganda fra Kreml (det russiske regeringshovedsæde, red.) og misinformation er blevet bragt op for TikTok længe før invasionen, siger hun til AFP.

TikTok har selv erkendt, at der er meget at tage fat i. Men Anastasyja Zjyrmont mener ikke, at de gør nok for at fikse det.

- De har lovet at fordoble indsatsen og gå i samarbejde med faktatjekkere, men jeg er ikke sikker på, at de tager den her forpligtelse alvorligt, siger hun.

TikTok bruges især af de yngste på nettet, og det mest populære indhold er typisk dans, musik eller sjov og spas.

Tjenestens opbygning gør den særligt sårbar for misbrug, påpeger blandt andre Chine Labbe fra faktatjek-organisationen NewsGuard.

- Den måde, man forbruger information på TikTok ved at skifte fra en video til den næste virkelig hurtigt, gør, at der ikke er nogen kontekst for den enkelte bid information, siger hun til AFP.

- TikTok's mangel på effektiv mærkning af indholdet og moderatorer, samt deres evne til at give brugerne indhold, der får dem til at blive hængende, gør platformen til frugtbar jord for spredning af misinformation, siger Chine Labbe.

Det er særligt bekymrende, når man tænker på TikTok's meget unge brugerskare. I USA er hver tredje bruger under 19.

- Det er svært nok for voksne at skelne ægte fakta fra propaganda i Ukraine. At de unge brugere bliver fodret med al den her falske information, er virkelig bekymrende, siger Chine Labbe.

Misinformation er også et problem på andre sociale medier som Facebook og Twitter, bemærker alle eksperterne.

Men Facebook, Twitter og Instagram har gjort en større indsats for at komme det til livs, mener de.

Og på TikTok mangler der også brugerdrevne faktatjek, som der er mere af på de ældre platforme, påpeger Shayan Sardarizadeh.

- Der er nogle, der er begyndt at lave faktatjek og oplyse folk på TikTok, men vi taler et dusin eller to, mens der er hundredvis på Twitter, siger han.

/ritzau/AFP

Gravide Maryanna Vysjemyrskaja var indlagt på en fødselsklinik i byen Mariupol, da den blev ramt af bomber. Siden blev hun genstand for en misinformationskampagne, der påstod, at hun var skuespiller. (Arkivfoto). Foto: Evhenyj Maloletka/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu