Tilhængere lovpriser Trumps første 100 dage: Et smukt stykke arbejde

Da Trump talte, var det med budskaber som "100 dages storhed" og "Den gyldne tidsalder" stående med store bogstaver omkring ham. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters

Donald Trump har de første 100 dage tilbage som præsident haft travlt med toldkrig og massedeportationer. Trods omstridte politikker er Maga-støtten intakt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hverken Donald Trump eller hans tilhængere er i tvivl.

Hans første 100 dage tilbage som præsident har været en kæmpe succes.

Med musik for fuld udblæsning og amerikanske flag i massevis blev det fejret i festlig stil ved et vælgermøde i Warren, Michigan, natten til onsdag dansk tid.

- Han har gjort et smukt stykke arbejde, siger 65-årige Donna Fitzsimons til AFP under fejringen, mens hun arrangerer et stort udvalg af Trump-merchandise, som hun sælger fra sin bod.

Viceværten Kyle Murphy på 45 stemmer i.

- Han har handlet hurtigt på tingene, siger han og fremhæver USA's nyoprettede Departement for Regeringseffektivitet (Doge), der med Trumps milliardærven Elon Musik i spidsen de seneste tre måneder har gennemført store føderale besparelser.

Trumps tilhængere danser til rockmusik i den store hal, før Trump ankommer.

Mange er iført den efterhånden ikoniske røde kasket med Trump-slagordet om at gøre USA storslået igen - "Make America Great Again" eller "Maga" - stående på. Det er han i fuld gang med, lyder det stålfast fra de fremmødte.

De nærer ingen tvivl om Trumps metoder med toldkrig, deportationer i massevis og store nedskæringer i regeringen.

- Ingen kan gøre noget på bare 100 dage. Men jeg synes, han gør det rigtig godt. Og Doge gør fantastiske ting, siger den 60-årige pensionerede sygeplejerske Steve Camber.

Han og de øvrige tilhængere jubler og begynder at råbe "USA, USA, USA!", da Trump endelig indtager scenen i sit klassiske blå jakkesæt med rødt slips.

Trump taler i 90 minutter foran skilte med teksten "Den gyldne tidsalder".

Han fremhæver, hvad han beskriver som enorme økonomiske sejre.

- Vi er samlet her i hjertet af vores land i aften for at fejre de mest succesfulde første 100 dage for nogen administration i vores lands historie.

Der var jubel blandt tilhængerne i Warren, Michigan, da præsident Trump mødte op for at fejre sine første 100 dage tilbage på posten. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

- Vi redder den amerikanske drøm. Vi gør Amerika storslået igen, og det sker hurtigt, siger Trump til den næsten fulde sal.

Trump peger blandt andet på den grænsekontrol og de massedeporteringer, som hans administrationen har sat i værk.

- Der har aldrig været så stor en forskel på noget som helst som forskellen på grænserne i dag og grænserne for blot seks måneder siden. Så jeg vil sige: Tillykke, USA. Det var på tide.

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters det største arrangement, som Trump har afholdt, siden han blev indsat som præsident den 20. januar i år.

Publikum råber igen "USA, USA, USA!", da Trump viser en video af migranter i håndjern, som bliver deporteret.

Generelt har amerikanerne dog fået et køligere forhold til Trumps bedrifter som præsident i de seneste uger.

Det er særligt Trump-administrationens økonomiske forvaltning midt i en tid med voldsom inflation samt dens aggressive toldafgifter på varer fra næsten alle lande i verden, der bekymrer amerikanerne.

- Vi redder den amerikanske drøm. Vi gør Amerika storslået igen, og det sker hurtigt, sagde Trump til den næsten fulde sal. Foto: Jeff Kowalsky/Ritzau Scanpix

Men publikummet i Michigan er i store træk ubekymret, ligesom Trump er det.

Den 65-årige pensionerede stålarbejder Paul Ruggeri tror på Trump, når præsidenten siger, at politikkerne på længere sigt vil skabe en robust økonomi.

- Jeg vil ikke have, at økonomien går i smadder, men vi kan ikke fortsætte ned ad den vej, som vi er på. Vi er nødt til at lave ændringer.

- Det kommer til at være smertefuldt i et kort stykke tid. Vi kommer sikkert til at se nogle prisstigninger, men det vil ændre sig, siger han til Reuters.

Ved merchandisestanden er heller ikke Donna Fitzsimons bekymret.

- Han er fantastisk. Alle er bekymrede for toldafgifter. Vi er ligeglade. Bare se, hvordan alting falder på plads.

- Folk kan ikke forstå, at det tager tid at komme i mål.

Trump-tilhængere fremviser et banner med et ønske om, at Trump også stiller op til præsidentvalget i 2028. Det kan han dog ikke ifølge forfatningen. Foto: Jeff Kowalsky/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Trumps økonomiske politik møder skepsis

* Målinger viser, at amerikanerne ikke er overbeviste om Donald Trumps økonomiske planer.

* En ny måling fra Reuters/Ipsos viser, at 42 procent af de adspurgte godkender Trumps indsats hidtil. Det er en nedgang fra 47 procent i forrige måling fra januar.

* 36 procent af de adspurgte er positive over for Trumps økonomiske retning. Det er det laveste niveau både for Trumps nuværende præsidentperiode og for hans forrige fra 2017 til 2021.

Kilde: Reuters/Ipsos.

/ritzau/

En Trump-tilhænger fremviser sin Maga-tatovering i forbindelse med fejringen af Trumps første 100 dage tilbage som præsident. Maga står for "Make America Great Again". Foto: Rebecca Cook/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu