Tillerson: God chance for fred - lyt til hele Trumps tale
USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, mener, at der stadig er en god chance for fred i Mellemøsten. Foto: /ritzau/AP/Virginia Mayo
/ritzau/AP/Virginia Mayo
Trods advarsler på stribe fra hele verden ventes Donald Trump at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.
Donald Trump er meget engageret i fredsprocessen i Mellemøsten, og der er stadig en god chance for at opnå fred.
Sådan lyder budskabet fra USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, inden den amerikanske præsident senere onsdag skal holde en stor tale.
Her ventes Trump - trods advarsler fra internationale ledere på stribe - at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.
- Jeg vil opfordre folk til at lytte omhyggeligt til talen, siger Rex Tillerson onsdag på et pressemøde under Natos udenrigsministermøde i Bruxelles.
- Lyt til hele talens indhold, siger han.
Rex Tillerson vil ikke på forhånd kommentere, hvad Trump ventes at sige.
Men den amerikanske udenrigsminister understreger, at Trump næsten fra sin start i Det Hvide Hus har sammensat et hold, der har arbejdet ihærdigt med fredsprocessen i Mellemøsten.
Tillerson har også selv givet gode råd til strategien, siger han.
- Præsidenten er meget engageret i fredsprocessen i Mellemøsten, siger den amerikanske udenrigsminister.
- Med alt det vil jeg bare sige, at vi mener stadig, at der er en meget god chance for at opnå fred, siger han.
EU's udenrigschef, Federica Mogherini, advarede tirsdag USA mod at gøre noget, der kan underminere en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne.
- Gennem forhandlinger må der findes en vej for at løse Jerusalems status som fremtidens hovedstad for begge lande. Så begge parters forhåbninger kan opfyldes, sagde Mogherini tirsdag i Bruxelles efter et møde med Tillerson.
Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel blandt andet Vestbredden og Østjerusalem.
Israel udråbte senere det samlede Jerusalem til sit lands hovedstad.
FN's Sikkerhedsråd vedtog i 1980 en resolution om striden.
Resolutionen går imod Israels besættelse og annektering af det østlige Jerusalem som landets udelelige hovedstad efter krigen i 1967.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker