Tilskadekomne efter voldsom turbulens får erstatning
På baggrund af hændelsen har Singapore Airlines strammet reglerne for seleskilte under flyvning. (Arkivfoto). Foto: Stringer/Reuters
Passagerer på Singapore Airlines-fly, der blev ramt af voldsom turbulens, får erstatning på 10.000 dollar.
Singapore Airlines har tilbudt erstatning til de passagerer, der kom til skade, da et fly i maj blev ramt af voldsom turbulens.
Det oplyser selskabet tirsdag.
Selskabet tilbyder en erstatning på 10.000 dollar til de personer, der fik mindre skader. Det svarer til knap 70.000 kroner.
Samtidig bliver de personer, der kom slemt til skade, inviteret til samtale med selskabet for at diskutere potentielt større erstatningsbeløb.
Det var i luftrummet over Myanmar, at et Singapore Airlines-fly blev ramt af voldsom turbulens.
En 73-årig britisk passager døde af et hjertetilfælde i forbindelse med turbulensen.
Fire dage efter ulykken var 43 personer fortsat indlagt. Det er uklart, hvor mange der siden er blevet udskrevet fra hospitalet.
Det er også uklart, hvad de mindre og mere alvorlige skader dækker over. Flere af de tilskadekomne har været indlagt på intensivafdeling.
Boeing 777-300ER-flyet nødlandede i Bangkok, selv om flyet fra London skulle lande i Singapore.
På baggrund af hændelsen har Singapore Airlines strammet reglerne for seleskilte under flyvning.
Luftfartsselskabet har besluttet at droppe at servere varme drikke og måltider, når skiltet, der meddeler folk, at de skal spænde sikkerhedsselerne, er tændt.
Turbulensen medførte, at flyet på kort tid faldt fra en flyvehøjde på omkring 11,2 kilometer til 9,4 - et fald på 1,8 kilometer.
Risikoen for turbulens er steget i de seneste år, hvilket ifølge flere studier skyldes klimaforandringer.
De stigende temperaturer påvirker stabiliteten i atmosfæren, hvilket kan føre til uforudsigelige konsekvenser for vindhastigheden og -retningen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde