Tilskuere stener og halshugger fodbolddommer i Brasilien
En fodboldkamp i den brasilianske landsby Pio XII endte tragisk, idet to mennesker har mistet livet.
Tilskuere til amatørkampen i det nordlige Brasilien stormede banen, efter at dommeren havde stukket en kniv i en spiller, der nægtede at forlade banen efter en udvisning.
Den vrede folkemasse stenede først dommeren Otavio da Silva til døde, inden de skilte hans hoved fra kroppen, skriver britiske BBC på sin hjemmeside.
Spilleren Josenir dos Santos, der var blevet stukket af dommeren, døde på vej til hospitalet.
Ind til videre er det blot lykkedes politiet at anholde en enkelt person for drabet, men efterforskningen fortsætter.
Hændelsen fandt sted 30. juni i den afsidesliggende by, men beretninger om drabene er ikke nået den brede offentlighed før nu.
Ifølge brasilianske myndigheder kom spilleren og dommeren i nævekamp i forbindelse med udvisningen, og pludselig trak dommeren en kniv og stak den i den udviste spiller.
Den afdøde spillers venner og slægtninge gik til angreb på dommeren med sten, til han døde af det, og derefter skar de altså hans hals over, oplyser myndighederne.
Det er en 27-årig mand, der er anholdt i forbindelse med drabet.
- Vi vil identificere alle de involverede og holde dem ansvarlige for handlingen, siger politiinspektør Valter Costa ifølge lokale medier.
- En forbrydelse vil aldrig retfærdiggøre en anden, tilføjer han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned