Tilsyn sagsøger Amazon for at narre millioner til abonnement
Abonnementstjenesten Prime er en meget vigtig del af Amazons forretning. (Arkivfoto). Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix
Tech-giganten Amazon beskyldes for at bruge "mørke strukturer" til at narre kunder til abonnement.
Amazon beskyldes for at have meldt millioner af kunder til abonnementstjenesten Amazon Prime uden kundernes tilladelse.
Det er det amerikanske handelstilsyn, Federal Trade Commission (FTC), som ved en føderal domstol i Seattle har lagt sag an.
I søgsmålet lyder det blandt andet, at selskabet "bevidst narrede folk til at tilmelde sig Amazon".
Amazon udtaler i en meddelelse, at FTC's påstande er "falske faktuelt og juridisk".
Anklagen fra det amerikanske handelstilsyn lyder, at Amazon har brugt "manipulerende, tvangslignende eller vildledende design af brugerflader kendt som dark patterns (mørke strukturer eller mønstre, red.)".
Designet skal ifølge beskyldningerne have haft til formål at "narre kunder til automatisk at forny deres prime-abonnementer".
Søgsmålet er et af flere tiltag fra Biden-administrationen, som forsøger at slå ned på de store tech-selskabers dominerende position på markedet.
Håbet er, at tiltagene kan føre til bedre forbrugerbeskyttelse og øge konkurrencen på markedet.
FTC kalder Amazon Prime verdens største abonnementstjeneste med en omsætning på omkring 170 milliarder kroner årligt. Via tjenesten tilbydes hurtig og gratis levering af en række genstande. Den giver også adgang til en række tilbud samt film, musik og tv-serier.
I USA betaler Prime-medlemmer omkring 950 kroner om året.
På verdensplan har Prime over 200 millioner medlemmer, og den spiller en vigtig rolle for en række andre dele af Amazons forretning, heriblandt streamingtjenesten Prime Video.
I en udtalelse siger Amazon:
- Sandheden er, at vores kunder elsker Prime, og vi har med vilje gjort det klart og simpelt for kunder at til- og afmelde sig deres medlemskab.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker