Pakistan har anholdt en person, der er mistænkt for at have hjulpet pakistansk-amerikaneren Faisal Shahzad i forbindelse med det fejlslagne terrorangreb mod Times Square i New York, skriver avisen Washington Post.
Den mistænkte har leveret selvstændige beviser på, at pakistansk Taliban stod bag terrorbomberne i New York, der dog blev uskadeliggjort, inden der skete nogen eksplosion.
Den anholdte, der selv står i ledtog med Taliban, har også indrømmet at have hjulpet Shahzad med rejser til Pakistans fjerne stammeområder, hvor han har modtaget bombetræning.
Kilder tæt på efterforskningen af terrorplottet siger dog, at Shahzad og den pakistanske forbindelse har afgivet visse udsagn, der ikke helt stemmer overens.
Agenter fra det amerikanske forbundspoliti (FBI) har torsdag anholdt yderligere to personer i forbindelse med det fejlslagne terrorangreb.
- Vi kan bekræfte, at vi har gennemført flere husundersøgelser i det nordøstlige USA. I den forbindelse har vi anholdt to personer for brud på immigrationslovene, siger en talskvinde for FBI.
Hun afviser at sige, hvor husundersøgelserne er blevet gennemført, men amerikanske medier skriver, at det drejer sig om lokaliteter i Massachusetts, staten New York, New Jersey og Connecticut.
Shahzad blev hevet ud af et fly på vej til Dubai i sidste uge. Han mistænkes for at have konstrueret bomben, der blev opdaget i en parkeret bil på Times Square den 1. maj.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker