Timosjenko går ikke efter premierministerpost
Foto: Alexander Prokopenko /Scanpix
Alexander Prokopenko /Scanpix
Den ukrainske oppositionsleder Julia Timosjenko, der lørdag blev løsladt fra fængslet, efter at hendes ærkerival Viktor Janukovitj flygtede fra Kijev, siger, at hun ikke går efter posten som premierminister.
Tidligere havde hendes tilhængere i parlamentet ellers sagt, at hun var en af de tre favoritter til at blive udnævnt som leder af en national enhedsregering.
- Det var en overraskelse for mig, da jeg hørte mit navn blive foreslået til posten som premierminister. Ingen har aftalt noget med mig eller drøftet spørgsmålet, siger hun på sin hjemmeside.
- Jeg er taknemmelig for den respekt, man viser mig, men jeg beder om ikke at blive taget i betragtning til denne post, skriver hun videre.
Udtalelsen antyder, at Timosjenko, som tabte snævert til Janukovitj ved præsidentvalget i 2010, og som senere blev idømt syv års fængsel for magtmisbrug, er interesseret i præsidentposten.
Ukraine vil holde valg den 25. maj.
Formanden for Ukraines parlament, Oleksander Turtjinov, siger, at parlamentarikerne senest tirsdag skal være nået frem til en aftale om dannelse af en national enhedsregering. Den midlertidige enhedsregering skal styre landet frem til et snarligt valg.
Ved en afstemning har parlamentet stemt for midlertidigt at overdrage præsidentens pligter og beføjelser til parlamentsformanden. Parlamentet har også afsat udenrigsministeren i forbindelse med en hurtig opløsning af Janukovitjs magtstrukturer.
De ukrainske myndigheder udstedte tidligere søndag også anholdelsesordrer på to tidligere regeringsmedlemmer.
Janukovitj menes at være flygtet til den prorussiske østlige del af landet. Tusindvis af borgere mødte op for at se den overdådige, forladte bolig, der ligger omkring 15 kilometer fra Kijev.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie