Titusinder fortsætter protester mod Sydkoreas præsident
Titusinder af demonstranter er samlet i Seoul lørdag for at fortsætte masseprotester mod præsident Park Geun-hye, som beskyldes for korruption, skriver AFP. Billedet viser en massedemonstration sidste lørdag. Foto: AP/Ahn Young-joon
AP/Ahn Young-joon
Initiativtagerne venter over 500.000 på gaden i nye protestaktioner mod en stærkt svækket Park Geun-hye.
Titusinder af demonstranter er samlet i Seoul lørdag for at fortsætte masseprotester mod præsident Park Geun-hye, som beskyldes for korruption.
Demonstrationer mod præsidenten de foregående lørdage har været nogle af de største i Sydkorea siden 1980'erne, og præsidentens autoritet synes stærkt svækket. Men hun afviser at gå af.
For en uge siden gik op mod en million mennesker på gaden ifølge initiativtagerne til protesterne.
De venter, at over 500.000 vil deltage i lørdagens demonstration, mens politiet kun venter omkring 50.000 demonstranter.
Protesterne har overvejende været fredelige, og mange familier har været blandt deltagerne, men et stort opbud af politi er udkommanderet.
- Vi ønsker kun at protestere fredeligt, siger Nam Jeong-su, som er talsmand for en konføderation af Sydkoreas fagforeninger.
Park Geun-hye beskyldes for korruption, efter at det er afsløret, at en tæt veninde har brugt deres venskab til at skovle penge ind fra sydkoreanske firmaer. Kun fem procent af vælgerne støtter præsidenten.
- Træd tilbage, træd tilbage, du må træde tilbage, lød råbet fra den store folkemængde, der for en uge siden var samlet på den brede hovedgade, der går gennem hovedstaden Seoul.
Lørdagens demonstration er koncentreret omkring boulevarden Gwanghwamun, hvor flere oppositionspolitikere skal tale.
Demonstrationen forrige lørdag fortsatte til langt ud på aftenen. Her tændte hundredtusinder af mennesker stearinlys, så hele bymidten blev omdannet til et lystæppe.
Anklagemyndigheden er ved at undersøge, hvorvidt den 60-årige Choi brugte sit venskab med Park til at afpresse pengedonationer fra store virksomheder som for eksempel Samsung.
Pengene gik ifølge anklagerne til fonde, som hun selv havde oprettet, og som hun brugte til at berige sig selv. Hun er også anklaget for at have blandet sig i regeringens arbejde, selv om hun ikke har officielle poster.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker