Store folkemængder er igen på gaderne i centrum af Yemens hovedstad, Sanaa, hvor der er demonstrationer for og imod den autoritære præsident, Abdullah Ali Saleh.
Demonstrationerne kommer i forlængelse af fredagsbønnen i lighed med de foregående fredage, og myndighederne har udkommanderet store sikkerhedsstyrker.
Modstandere af Ali Saleh er samlet under sloganet "Fredag er sidste chance", mens tilhængere af den omstridte præsident er samlet under sloganet "Forsoningens fredag".
De to demonstrationer opholder sig i centrum af Sanna med kun få kilometers mellemrum, men der er ved middagstid ingen tegn på sammenstød mellem de to grupper.
Modstandere af Saleh kræver hans afgang med øjeblikkelig virkning og demokratiske valg, mens tilhængere af præsidenten ønsker forhandlinger mellem de to sider for at løse den to måneder lange krise i landet.
Andre arabiske landes forsøg på mægling er hidtil løbet ud i sandet, efter at Saleh fastholder, at han ikke træder tilbage før i 2013, hvor hans mandatperiode udløber.
Der er også uro andre steder i landet. Voldsomme sammenstød mellem væbnede klaner og Salehs Republikanske Garde i den sydlige provins Lahij koster mindst otte mennesker livet.
Det er uklart, hvorfor uroen brød ud i Lahij. Men der er øjensynlig tale om uenighed om placeringen af enheder fra garden i provinsen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde