"Ud med Berlusconi", "Silvio er færdig" lød råbene fra titusinder af demonstranter, der lørdag samles i den italienske hovedstad, Rom, for at vise deres utilfredshed med landets upopulære regeringsleder.
- Jo hurtigere vi får sendt ham og hans folk ud på den politiske mødding, des bedre, stod der på bannere, som demonstranterne bar gennem byens centrum.
Protesten var arrangeret af fagforeninger og Det Demokratiske Parti, landets største oppositionsparti, for at lægge yderligere pres på den 75-årige premierminister, Silvio Berlusconi, og få ham til at træde tilbage.
Efter G20 topmøde i franske Cannes fredag er kritikken af Berlusconi taget til i styrke.
I Cannes blev han for åbent tæppe ydmyget, da Den Internationale Valutafond, IMF, besluttede at sende observatører til Italien.
Her skal de overvåge, om Berlusconi gennemfører de økonomiske reformer og offentlige nedskæringer, han lovede for at nedbringe Italiens galopperende gæld.
Politikere og økonomer verden over frygter, at Italien er på vej ud i samme økonomiske uføre, som Grækenland er havnet i, og som risikerer af sende eurosamarbejdet til tælling.
Hidtil har kritikken af Berlusconi i Italien været tilbageholdende. Men lørdag afskrev så godt som alle aviser ham - inklusive aviser, der normalt støtter ham.
- For hver dag, der går, bliver det tydeligt, at han har mistet kontakten ikke bare med Italien, men med virkeligheden, hedder det i avisen La Stampa.
Aviserne kræver, at Berlusconi skal gå af straks. Desuden rejses der krav om, at der dannes en regering bestående af embedsmænd, der fører Italien gennem krisen.
Berlusconis regering er stærkt svækket, efter at en række af hans støtter i parlamentet har vendt ham ryggen.
Avisen Corriere della Sera skriver, at han ikke længere har de nødvendige 316 mandater bag sig, og at han vil tabe kommende afstemninger.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned