Tjekkiet får ny teknokratregering
Økonomen Jiri Rusnok er blevet udnævnt til premierminister i en ny teknokratregering i Tjekkiet, efter at den tidligere premierminister Petr Necas for nylig måtte træde tilbage på grund af en korruptions- og aflytningsskandale.
- Kære premierminister, tak fordi du har accepteret mit tilbud om at blive premierminister i denne meget vanskelige tid, sagde den venstreorienterede præsident Milos Zeman, da Rusnok tirsdag havde aflagt ed.
Jiri Rusnok regner ifølge nyhedsbureauet Reuters med at danne en ny regering i løbet af to uger og har inviteret eksperter til at sidde med i regeringen.
Tjekkiets tidligere premierminister, Petr Necas, der ledede en centrum-højre regering, indgav sin afskedsbegæring mandag i sidste uge efter en korruptionsskandale på sit kontor.
En af hans kvindelige kontorchefer er varetægtsfængslet og tiltalt for korruption og overvågning af Petr Necas' kone.
Necas meddelte i sidste uge, at han skal skilles, og tjekkiske medier har længe spekuleret i, at Necas og kontorchefen, Jana Nagyova, har haft en affære.
Den spekulation er bekræftet af Jana Nagyovas advokat.
Jana Nagyova holdes sammen med seks andre tiltalte varetægtsfængslet, så de ikke kan påvirke vidner i sagen.
Ifølge Reuters mener præsident Zeman, at den nye regering kan sidde frem til september, hvis parlamentet kan blive enige om at opløse underhuset og holde valg i utide.
Men allerede tirsdag eftermiddag understregede næstformanden i partiet TOP09, Miroslav Kalousek, fra den tidligere regeringskoalition, at Jiri Rusnoks regering ikke vil have en chance for at vinde en tillidsafstemning i parlamentet.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker