Tjekkisk parlament afviser nyvalg

De tjekkiske vælgere skal alligevel ikke stemme til et parlamentsvalg lige med det samme.

Offentliggjort Sidst opdateret

Socialdemokraterne i parlamentet i Prag havde foreslået, at underhuset skulle opløse sig selv og udskrive valg, efter at præsident Milos Zeman har udpeget sin langtidsallierede Jiri Rusnok til at lede en teknokratregering som følge af en større politisk skandale.

Men selvom valget af premierminister er truffet mod en stor gruppe af de politiske partiers vilje, mislykkedes forsøget på at vinde de nødvendige 120 stemmer, der skulle til for at opløse det 200-sæder store underhus. 96 stemte for en opløsning.

Det var centrumhøjrepartierne i underhuset, det var imod forslaget. Ifølge Reuters, fordi de selv stadig håber at kunne danne regering på baggrund af den nuværende magtfordeling i underhuset.

Hele den politiske situation i Tjekkiet er rystet, efter at den tidligere premierminister Petr Necas for nylig måtte træde tilbage på grund af en korruptions- og aflytningsskandale.

Hans stabschef og elskerinde, Jana Nagyova, blev anklaget for bestikkelse og magtmisbrug sammen med syv andre topfigurer heriblandt ledere i den militære efterretningstjeneste.

Anklagerne går på, at Nagyova fik militære spioner til at skygge Radka Necasova, Necas' kone gennem 25 år og mor til hans fire børn - en kvinde, han i øjeblikket er ved at lade sig skille fra.

I henhold til den tjekkiske forfatning betød sagen, at hele regeringen måtte gå af.

Den store usikkerhed truer med at kaste Tjekkiet ind i et politisk dødvande. Det kan blandt andet gå ud over forhandlingerne om næste års finanslov.

Frygten i Tjekkiet er, at den nuværende situation kan ændre det billede, mange investorer har af det centraleuropæiske EU-land som en sikker økonomisk havn i en tid med stor finanspolitisk uro.

/ritzau/Reuters