To af 17 bortførte missionærer er frigivet i Haiti
Børn på vejen uden for Christian Aid Ministries' hovedkontor i byen Titanyen, der ligger nord for Haitis hovedstad, Port-au-Prince. 17 missionærer fra den kristne ngo blev bortført 16. oktober. (Arkivfoto) Foto: Matias Delacroix/Ritzau Scanpix
Matias Delacroix/Ritzau Scanpix
Ifølge kristen ngo er to af dens missionærer på fri fod efter at have været holdt som gidsler i over en måned.
To af de 17 kristne missionærer, der i oktober blev bortført i Haiti, er blevet frigivet.
Det oplyser organisationen Christian Aid Ministries, som har udsendt de 16 amerikanere og en canadier til Haiti, i en meddelelse søndag.
- Vi har fået at vide, at to af gidslerne i Haiti er blevet løsladt, skriver ngo'en.
- Vi kan kun give begrænset information, men vi kan meddele, at de to frigivne gidsler er i sikkerhed, ved godt mod og bliver taget hånd om.
Ngo'en tilføjer, at den ikke kan oplyse yderligere om deres identitet, hvor de er nu, eller hvorfor de blev frigivet.
De 17 mennesker, hvoraf fem er børn, blev bortført i oktober, efter at de havde besøgt et børnehjem i det fattige land.
Det er ikke umiddelbart muligt at få bekræftet oplysningen om frigivelsen fra myndigheder i Haiti.
Politiet har tidligere meddelt, at en bande ved navn 400 Mawozo krævede en million dollar per person i løsesum.
En mand, som hævdede at være leder af banden, sagde i en video, der blev lagt på YouTube i sidste måned, at han ville dræbe gidslerne, hvis pengene ikke blev betalt.
Det er uvist, om der er blevet betalt løsesum for de to, der nu er frigivet.
Bortførelser er blevet et problem i Haiti, hvor kriminelle bander forsøger at tjene penge på denne måde.
Problemet er blevet værre i takt med, at en økonomisk og politisk krise for alvor har bidt sig fast, mens landet samtidig er præget af stigende vold.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker