Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde deles i 2011 mellem de to amerikanske professorer Thomas J. Sargent fra New Yorks University og Christopher A. Sims fra Princeton University.
De to økonomiprofessorer, der begge er 68 år, får prisen "for deres empiriske forskning af årsag og virkning i makroøkonomien".
De har præsenteret metoder, der beskæftiger sig med årsagssammenhængen mellem den økonomiske politik og forskellige makroøkonomiske variabler som bruttonationalproduktet, inflation, beskæftigelse og investeringer.
Sargents og Sims' metoder gør det muligt at identificere og klargøre forventningernes rolle. Dermed kan man se effekterne af overraskende tiltag og systematiske ændringer af politikken.
De to amerikaneres arbejde, som allerede blev indledt i 1970'erne, har både forskere og beslutningstagere verden over taget til sig.
Prissummen på 10 millioner svenske kroner, som udbetales af Riksbanken, deles mellem Sargent og Sims.
Prisen for økonomisk videnskab er ikke en Nobelpris, som de er nedfældet i Alfred Nobels testamente, men blev indstiftet af Sveriges Riksbank i 1968 til den svenske opfinders minde.
Prisvinderen udpeges af det svenske Kungliga Vetenskapsakademien.
Christopher A. Sims havde overhovedet ikke ventet, at han ville få prisen, lyder det telefonisk fra ham på pressemødet i Stockholm.
På spørgsmålet om, hvordan hans metoder kan bruges til at løse verdensøkonomiens aktuelle problemer siger han:
- Hvis jeg havde haft et enkelt svar, så havde jeg spredt det over hele verden. Jeg har ikke noget enkelt svar, men jeg tror, at de metoder, jeg har benyttet, er centrale for at få os ud af dette morads, siger Christopher A. Sims.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker