To anholdt for vold mod svensk politiker

Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, har anholdt to mænd, og sigtet dem for et overfald på riksdagsmedlemmet Fredrick Federley, som blev mishandlet uden for sit hjem i Stockholm.

Anholdelsen skete uden dramatik, skriver Säpo i en pressemeddelelse. De to er anholdt på formodet mistanke om grov vold og tyveri af særlig grov karakter mod medlemmet af Centerpartiet.

Anholdelserne fandt sted på to forskellige adresser i den svenske hovedstad. Inden var de to anholdt in absentia, mistænkt for det voldelige overfaldet. De skal fremstilles inden på søndag.

Politiet arbejder nu på at identificere yderligere to formodede gerningsmænd, skriver Säpo.

Efterforskningen ledes af chefanklager Thomas Lindstrand. Da den indledende undersøgelse er hemmeligstemplet, vil han ikke oplyse nærmere om sagen.

Fredrick blev overfaldet uden for sit hjem forrige onsdag. Det skete fire dage inden valget, men Federley har ikke selv villet spekulere i, om der er tale om et politisk motiveret overfald.

Den 32-årige Fredrick Federley, der er erklæret homoseksuel, har været udsat for trusler siden valgkampen i 2006 og har siden haft politibeskyttelse.

- Der er et konstant trusselsbillede, men det skal der ikke tales så meget om, for desto mere man siger, desto mere inspirerer man galninge, sagde han få dage efter overfaldet.

Volden resulterede i en kraftig hjernerystelse, en brækket næse og buler i hele hovedet. Han sagde også, at han ikke mistede nogen penge under overfaldet.

De mænd, der nu er anholdt, er både sigtet for grov vold og tyveri.

Säpo bekræfter, at de to anholdte er mænd, og mere vil man ikke oplyse. Sikkerhedspolitiets talsmand, Patrik Peter, bekræfter også, at politiet leder efter yderligere to mistænkte gerningsmænd.

/ritzau/TT

To mænd er blevet anholdt af det svenske sikkerhedspoliti, mistænkt for overfald på centerpolitikeren Fredrick Federley foran dennes hjem få dage inden valget.

Offentliggjort Sidst opdateret