To anholdte i Bruxelles er sigtet for terror i Paris
To mænd sigtet for terror i Bruxelles. Fem andre er løsladt i kølvandet på angrebene i Paris.
Politiet i Belgien sigter to mænd for terror i forbindelse med angrebene i Paris, oplyser statsanklagemyndigheden i Bruxelles.
De to mænd er blevet sigtet, efter at de belgiske myndigheder tidligere havde løsladt fem ud af syv anholdte i kølvandet på massakren i Paris fredag. De syv personer blev alle tilbageholdt af det belgiske politi lørdag.
Sigtelserne kom mens Frankrigs præsident, François Hollande, i en ekstraordinær tale til begge kamre i parlamentet sagde, at angrebene var planlagt i Syrien men forberedt og organiseret fra Belgien med hjælp fra franskmænd.
En af de fem, der blev løsladt, Mohamed Abdeslam, var bror til en af selvmordsbomberne i Paris. Hans anden bror Saleh Abdeslam, er efterlyst internationalt.
Mandag foretog det belgiske politi en stor politiaktion i den fattige indvandrerkommune Molenbeek i det vestlige Bruxelles. Aktionen endte uden anholdelser. Anklagerne bekræfter, at det var Saleh Abdeslam, politiet havde håbet på at kunne anholde.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters havde den eftersøgte Saleh Abdeslam lejet en belgisk-registreret bil, som er fundet i Paris, og som menes at have været brugt af gerningsmændene.
Det fattige Molenbeek-distrikt i Bruxelles har over weekenden været centrum for efterforskningen af angrebene i Paris, efter at det kom frem, at to af gerningsmændene havde boet i området.
129 mennesker blev dræbt og over 300 såret ved angrebene, som fandt sted flere steder i den franske hovedstad fredag aften og natten til lørdag.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker