To år efter Boston-bomber: Nu ruller retssagen
Dzokhar Tsarnaev nægter sig skyldig i at stå bag bomber ved Boston Marathon i foråret 2013.
Udrulningen af, hvad der skete under det angreb, der er blevet betegnet som det værste i USA siden terrorhandlingerne 11. september 2001, begynder onsdag.
Det sker, når sagen om bomberne ved Bostons maratonløb i 2013 skal for retten.
Her står Dzokhar Tsarnaev tiltalt, og han risikerer dødsstraf, hvis han dømmes for at have brugt et masseødelæggelsesvåben ved arrangementet.
Tre personer mistede livet, da to bomber eksploderede i målområdet under Boston Marathon 15. april 2013. Omkring 260 mennesker blev såret, og flere af dem mistede et eller flere lemmer.
Dzokhars syv år ældre bror, Tamerlan Tsarnaev, blev dræbt under de to brødres flugt fra politi og sikkerhedsfolk, og forsvarerne ventes at fremstille den døde som hovedmanden og hjernen bag angrebet.
Anklagemyndigheden i USA mener, at de to brødre var alene om angrebet, hvor et par trykkogere fyldt med sprængstof, søm og kuglelejer blev bragt til sprængning tæt på maratonløbets mållinje for at ramme flest muligt.
En sikkerhedsvagt blev det fjerde dødsoffer i forbindelse med politiets jagt på gerningsmændene.
Den tiltalte har erklæret sig ikke-skyldig i samtlige 30 tiltalepunkter.
Sagen ventes at tiltrække omtrent lige så stor opmærksomhed, som da Timothy McVeigh blev dømt og senere henrettet for bombeangrebet i Oklahoma City, hvor 168 personer blev dræbt i 1995.
Nogle af ofrene for Boston-bomberne og deres pårørende har tilkendegivet, at de har tænkt sig at møde op i retten og følge den tre-fire måneder lange retssag.
En jury bestående af otte mænd og 10 kvinder skal være med til at afgøre Dzokhar Tsarnaevs skæbne.
17 af de 30 anklagepunkter imod Dzokhar Tsarnaev indebærer muligheden for dødsstraf under føderal lovgivning. Massachusetts, hvor Boston ligger, afskaffede dødsstraf i 1984, og ingen er blevet henrettet i staten siden 1947.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned