To bidske hunde fra Nordkorea er flyttet ind hos Vladimir Putin

Ruslands præsident, Vladimir Putin, blev præsenteret for de to hunde af Nordkoreas leder, Kim Jong-un under Putins besøg i Nordkorea. Billedet er fra den 19. juni. Foto: Str/Ritzau Scanpix

Da Putin for nylig var i Nordkorea, fik han to gaver med hjem af Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Det er to hunde af en særlig race. Man skal ikke for tæt på dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fået selskab af to specielle hunde i sin præsidentbolig Novo-Ogarjovo vest for Ruslands hovedstad, Moskva.

Det er to hvide hunde af den særlige race Pungsan. De kommer fra Nordkorea, og Putin fik dem i gave af den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, ved sit besøg i det lukkede land i juni.

Det regnes for en særlig ære at få Pungsan-hunde af Kim.

Kina har sit "Panda-diplomati", Nordkorea har sit "hunde-diplomati", skriver Daily Beast. Eller måske snarere "Pungsan-diplomati".

I slutningen af juni sagde Kreml-talsmanden Dmitrij Peskov ifølge nyhedsbureauet Tass, at hundene er kommet til Rusland.

De var i karantæne og ved at tilpasse sig.

Nu er de flyttet ind hos Putin. Russiske medier skriver, at Indiens præsident, Narendra Modi, under sit besøg i Moskva tidligere på ugen var i Novo-Ogarjovo. Da gik Putin og Modi forbi et hegn.

Og et sted bag hegnet kunne man se to hvide hunde. De gav hals, og de gav hals meget højlydt.

Tass skriver, at Pungsan ikke er ret kendte uden for Nordkorea.

Det er en særlig fremavlet nordkoreansk race, der blandt andet bruges til jagt, citerer Tass det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA for at skrive.

Hunderacen er, skriver KCNA, meget loyal over for sin ejer. Ond, hvis den trues eller angribes. Så går "den til angreb og bider ofret i halsen".

Det er en hund, som propagandaapparatet i Nordkorea fremstiller som et billede på nordkoreansk mentalitet.

Den har et godt og varmt hjerte, men afskyr den udefrakommende verden og er loyal over for sin herre. Sådan som en god nordkoreaner skal være, skriver mediet NKnews.org, der fokuserer på Nordkorea.

NKnews.org noterer, at det måske er en overdrivelse at kalde racen fremavlet i Nordkorea. For det var først efter år 2000, at regimet begyndte at promovere hunden som en særlig lokal race, der skulle være avlet i et område, der hedder netop Pungsan.

Tass skriver, at Putin tog imod gaven fra Kim med glæde.

Putin har i sin karriere opbygget et image som en mand, der er glad for dyr og natur. Der er billeder af ham med tigre og isbjørne, og der er masser af billeder af ham med hunde.

De nordkoreanske hunde er ikke de første hunde, han får i gave fra andre lande.

I 2012 gav Japan Putin en Akita-hund som tak for Ruslands hjælp efter det store jordskælv og tsunamien i Japan i 2011. Det er en særlig japansk hunderace.

Han har desuden fået hunde fra blandt andet Bulgarien, Serbien og Turkmenistan, skriver Daily Beast.

Putin har også brugt hunde politisk. Som i 2007, da han mødtes med Tysklands daværende forbundskansler, Angela Merkel.

De mødtes i Sotji i Rusland. Merkel, der i 1995 blev overfaldet af en hund, var dengang som nu bange for hunde.

De to hunde er nu i Moskva og bor i en af Putins præsidentboliger. Foto: Kcna/Reuters

Så hun blev skræmt, da Putin ved mødet lukkede sin store sorte labrador ind.

Merkel var synligt utilpas. Ifølge CNN sagde hun senere til journalister, at hun godt vidste, hvorfor Putin gjorde det.

- Han ville bevise, at han er en mand. Han er bange for sin egen svaghed. Rusland har intet. Ingen succesfuld politik eller økonomi. Alt, de har, er det her.

/ritzau/

Kendetegn ved Pungsan-hunden

Regimet i Nordkorea begyndte efter år 2000 at promovere en hunderace, det kalder Pungsan. Den blev præsenteret som en nordkoreansk opdrættet hund med samme mentalitet, som regimet tilskriver nordkoreanere.

Ifølge regimet er Pungsan-hundens kendetegn blandt andet:

* Loyal over for sin ejer. Ondskabsfuld, når den angribes. Går efter halsen.

* Cho Il-kyung, leder af Koreas Departement for National Arv, siger, at nordkoreanere ikke regner hunden for et kæledyr, men for "en ledsager".

* Han siger, at hundens krop er "lille sammenlignet med andre hunde i Vesten". Men den er "meget intelligent, tilpasningsdygtig og udholdende".

* Den "hader uretfærdighed, elsker moralske pligter, er hensynsløs over for provokationer".

* Internationalt er Pungsan ikke anerkendt som en oprindelig race. Den regnes som en slags lokal siberian husky.

* Ifølge Nordkoreansk propaganda kan den dræbe langt tungere dyr som vildsvin, bjørne og tigre.

* Nordkoreas politi og militær bruger schæferhunde.

Kilder: Tass og NKnews.org

/ritzau/

Præsident Putin er glad for hunde. På billede fra marts 2013 leger han med "Buffy" (øverst), en gave fra Bulgarien, og "Yume" (nederst), en gave fra Japan. (Arkivfoto). Foto: Alexsey Druginyn/Ritzau Scanpix
Tysklands daværende forbundskansler, Angela Merkel (tv.), på besøg hos Ruslands præsident, Vladimir Putin, i 2007. Merkel var og er bange for hunde. Alligevel lukkede Putin sin hund, "Koni", ind i mødelokalet. (Arkivfoto.). Foto: Dmitry Astakhov/Ritzau Scanpix
Putin får også andre dyr i gave end hunde. Billedet er fra præsidentboligen Novo-Ogarjovo, hvor de nordkoreanske hunde også er set og hørt. Det er fra 2008, og Putin har fået en tigerunge i gave på sin 56 års fødselsdag den 7. oktober. (Arkivfoto). Foto: Alexei Nikolsky/Ritzau Scanpix
Putin og en isbjørn. Billedet er fra 2010 i øgruppen Franz Josefs Land i Arktis. Putin var premierminister og sidder ved den bedøvede isbjørns hoved, mens den bliver undersøgt. (Arkivfoto). Foto: Alexei Nikolsky/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu