To selvmordsbomber ved en shiamuslimsk moské i det sunnimuslimsk dominerede sydøstlige Iran har kostet flere end 20 mennesker livet. Blandt de dræbte er medlemmer af Revolutionsgarden.
Statslige medier oplyser, at angrebet kom, mens folk fejrede profeten Muhammeds barnebarn Imam Husseins fødselsdag. Dagen er også udset til at ære den iranske Revolutionsgarde.
Flere end 100 mennesker er såret under angrebene, der fandt sted med få minutters mellemrum. De var rettet mod den store moské i den urohærgede hovedstad Zahedan i Sistan-Baluchestanprovinsen.
- De to eksplosioner foran Jamiamoskeen sårede flere end 100 mennesker og gjorde flere end 20 til martyrer, siger Fariborz Rashedi, der er leder af redningstjenesten i Sistan-Baluchestan, til det statslige nyhedsbureau Irna.
Parlamentarikeren Hossein Ali Shahriari siger til det halvofficielle Fars nyhedsbureau, at angrebet blev udført af selvmordsbombere.
- Den første angriber var klædt i kvindetøj. Han prøvede at trænge ind i moskeen, men blev afvist, siger Shahriari og tilføjer:
- Da folk kom for at redde folk, der var ramt af den første bombe, sprængte den næste sig selv i luften.
Irna oplyser, at det første angreb fandt sted omkring klokken 21.20 (18.50 dansk tid).
Viceindenrigsminister for sikkerhed Ali Abdollahi siger, at det blev udført af en selvmordsbomber på det sted, hvor folk blev kropsvisiteret, inden de fik adgang til moskeen.
Lederen af Revolutionsgardens politbureau, Yadollah Javani, pegede på USA, Israel og andre vestlige lande som mulige planlæggere af de blodige bombeangreb.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker