To bombeangreb rettet mod pakistanske moskeer kostede fredag flere end 71 mennesker livet. Angrebet er det blodigste i to måneder.
Den første bombe var et selvmordsangreb i en moske i landsbyen Akhurwall nær byen Peshawar i det nordvestlige Pakistan.
Bomben eksploderede inde i moskeen midt under fredagsbønnen. Der var først tvivl om, hvorvidt bomben var en selvmordsbombe eller ej, men en lokal embedsmand siger, at det var selvmordsterror.
- Dødstallet er nu oppe på 66. Det kan godt stige yderligere, da mange tilskadekommende stadigvæk befinder sig i en kritisk tilstand, siger en lokal embedsmand til nyhedsbureauet Reuters. Han melder om mere end 80 sårede ved angrebet.
En del af taget faldt sammen ved eksplosionen, og mange mennesker blev begravet under taget.
- Jeg var lige blevet færdig med at bede, da jeg hørte en kæmpe eksplosion. Jeg ved ikke, hvad der skete, jeg faldt bare ned på jorden, siger den 15-årige Mohib Ullah.
Vagter prøvede at stoppe bombemanden, men det lykkedes ham alligevel at slippe ind i moskeen, fortæller Mohib Ullah.
Det forlyder, at bombningen muligvis er en del af en bandekrig mellem militante grupper i området, men det er endnu ikke bekræftet.
En anden bombe eksploderede midt under aftenbønnen i en anden moske i udkanten af Peshawar. Her meldes der indtil videre om fem dræbte.
Omkring 3800 mennesker er inden for de seneste tre år blevet ofre for bomber og selvmordsbomber i Pakistan.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker