To børn meldes dræbt af israelske styrker på Vestbredden
Israelsk militær har onsdag gennemført operationer i Jenin på Vestbredden. Foto: Zain Jaafar/Ritzau Scanpix
Israelske soldater har onsdag affyret skud i Jenin på Vestbredden, oplyser palæstinensisk ministerium.
To børn er blevet dræbt af israelske styrker i byen Jenin på Vestbredden.
Det oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium onsdag eftermiddag ifølge det israelske medie Haaretz.
Det ene barn er en niårig dreng.
Onsdag formiddag skrev Haaretz, at fire palæstinensere var blevet såret i en eksplosion i Jenin.
Det skete, mens israelsk militær gennemførte en aktion i området.
En israelsk militærkilde oplyste ifølge Haaretz, at der havde været skudvekslinger mellem israelske soldater og "bevæbnede terrorister".
Sidstnævnte kastede angiveligt eksplosiver efter soldaterne.
Allerede natten til onsdag var der meldinger om, at israelske soldater var til stede i Jenin. Ifølge Christos Christou, der er international præsident for Læger uden Grænser, var den israelske hær trængt ind i en flygtningelejr i Jenin.
Han var selv fanget i flere timer på et hospital i byen på grund af militæroperationen, fortalte Christos Christou i en video på det sociale medie X.
Jenin ligger i den nordlige del af Vestbredden, som har været besat af Israel siden seksdageskrigen i 1967. Dele af Vestbredden er dog administreret af det palæstinensiske selvstyre. Det gælder blandt andet Jenin.
Alligevel gennemfører israelsk militær jævnlig militæroperationer i byen.
Vestbredden ligger mellem Israel og Jordan. Der er cirka 35 kilometer mellem den sydlige del af Vestbredden og det nordlige Gaza.
Siden den militante bevægelse Hamas angreb Israel 7. oktober, hvorefter Israel iværksatte en militæroffensiv mod Gaza, har der været adskillige israelske militæroperationer og voldelige sammenstød mellem palæstinensere og israelske soldater på Vestbredden.
Søndag oplyste det palæstinensiske sundhedsministerium, at i alt otte palæstinensere var blevet dræbt på Vestbredden i løbet af 24 timer.
De fleste af dem var blevet dræbt i Jenin.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker