To brandfolk skuddræbt ved brand i USA
Mindst to brandmænd er døde, efter at de blev skudt, da de rykkede ud for at være med til at slukke en brand i byen Webster i den amerikanske delstat New York.
To andre brandfolk blev såret ved skudangrebet, oplyser amerikansk politi til tv-stationen CNN.
Politiet siger, at gerningsmanden tog sigte og skød mod brandfolkene, da de var steget ud af deres køretøjer ved den brændende bygning omkring klokken seks mandag morgen.
Han blev siden fundet død på gerningsstedet, dræbt af et skud, oplyser Websters politichef, Gerald Pickering, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er endnu uklart, om han tog sit eget liv eller blev skudt af andre.
Oprindeligt frygtede politiet, at der var tale om mere end en enkelt gerningsmand, men efterhånden som politiet fik efterforsket sagen, konkluderede Pickering, at gerningsmanden formentlig handlede alene.
Skudepisoden bevirkede, at det i flere timer ikke var muligt for brandfolkene at arbejde på stedet, og dermed var der risiko for, at flammerne ville brede sig.
I stedet måtte politiet evakuere folk i de omkringliggende huse.
Skuddrabene på de to brandfolk kommer på et tidspunkt, hvor USA har taget hul på en ømtålelig debat om, hvorvidt der skal indføres strengere kontrol med skydevåben.
Det sker i kølvandet på en massakre tidligere på måneden, hvor en 20-årig mand dræbte 20 skolebørn, seks voksne samt sin egen mor i byen Newtown, Connecticut.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde