To danskere savnes efter bådulykke i Norge

En dansk far og hans lille datter er meldt savnet, efter at deres båd kæntrede i en sø i det sydlige Norge.

To danskere, en far og hans lille datter, savnes efter en bådulykke i Norge søndag, oplyser norsk politi. Luftambulance og dykkere er blevet sendt til stedet, men strømforholdene vanskeliggør eftersøgningen.
Båden, som danskerne befandt sig, kæntrede i Sønnlandsvatnet, en sø med tilstødende elve i Telemarken i det sydlige Norge. Kæntringslykken skete i nærheden af et vandfald.
- Der er tale om en far og en datter. Faderen er født i 1970, og datteren er født i 2003. De to er danske statsborgere, oplyser operationsleder i Telemarken, Terje Edvardsen, til nyhedsportalen VG Nett.
Båden er blevet fundet drivende uden nogen om bord.
- Kort før klokken 16 fik vi melding om, at en båd var kæntret ved Sønnlandsbrua i Tuddal. To personer havnede i vandet og blev revet videre i vandfaldet. Der blev slået alarm, og en Seaking-helikopter, to ambulancehelikoptere, redningsmandskab fra Røde Kors og dykkere er på stedet, siger Edvardsen videre.
Der er stærk strøm i søen og de tilstødende elve som følge af voldsom nedbør de seneste dage.


Et øjenvidne, der så kæntringen, fortæller om det dramatiske forløb til nyhedsportalen Varden.no.
- Jeg kom kørende forbi, da jeg så, at der var noget galt med båden. Den drev sidelæns ned ad elven. Så jeg standsede bilen og opdagede, at der hang to personer i bådkanten, fortæller Ivar Haukås.
Øjenvidnet søgte desperat at få de to personer til at styre båden nærmere mod land, så at han kunne hjælpe dem.
- De råbte tilbage flere ganger, men formåede ikke at få båden ind til bredden. Omkring 100 meter fra broen så jeg, at de slap båden og blev revet med strømmen. Derefter mistede jeg dem af syne, siger Haukås.
Hovedredningscentralen for det sydlige Norge oplyser, at eftersøgningen vanskeliggøres af den rivende strøm.
- Når der er en meget øget vandføring, så bliver det meget værre. Det ændrer på alle stedlige forhold, og det vanskeliggør dykning. Man må tænke på egen sikkerhed. Det bliver vanskeligt at se, når der er stærk strøm, siger redningsleder Hans G. Christensen til VG Nett.
Sønnlandsvatnet ligger ca. 110 km vest for den norske hovedstad, Oslo.
/ritzau/NTB




Offentliggjort Sidst opdateret