To nordmænd, som er dødsdømt for drab og spionage i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo), skal overføres til Norge for at afsone deres straf.
Det siger justitsminister Emmanuel-Janvier Luzolo efter et møde med det norske udenrigsministerium om de to dødsdømte nordmænd, Tjostolv Moland og Joshua French.
- Jeg har haft et nyt møde med justitsministeren, som bekræfter, at de ønsker en overførsel af afsoning. Det, tror jeg, er vigtigt. Det vil være sikrere for de to, det drejer sig om, at afsone i Norge, end at afsone herude, siger Arild Øyen fra udenrigsministeriet.
Den 3. december blev dødsdommene over Moland og French stadfæstet ved en militær appeldomstol i Kisangani. Siden har de søgt sagen indbragt for den militære højesteret i hovedstaden Kinshasa. De to kan først overføres til afsoning i Norge, når ankesagen er afsluttet, oplyser Arild Øyen.
Han understreger, at dødsdommene over de to nordmænd ikke eksekveres. De to norske lejesoldater blev i september dødsdømt ved en militærdomstol. Den fastslog, at de skød og dræbte en congolesisk chauffør, og at French var skyldig i drabsforsøg.
I forsommeren 2009 kørte de to på motorcykler over grænsen fra Uganda til DRCongo for at søge arbejde som sikkerhedsvagter. De rejste gennem landets østlige del, som er plaget af konflikter med flere væbnede grupper. De lejede en bil for at køre motorcyklerne tilbage til Uganda. Efter 109 kilometers kørsel blev chaufføren dræbt. Nordmændene har forklaret, at de blev angrebet af en bevæbnet bande og undslap med livet i behold med nød og næppe.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde