To dræbt under våbenhvile i Gaza
Foto: Mahmud Hams /Scanpix
Mahmud Hams /Scanpix
En midlertidig våbenhvile er brudt, og to palæstinensere er fredag morgen dræbt ved israelske luftangreb under den egyptiske premierministers besøg i Gaza, oplyser Hamas.
En talsmand for den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at det var nye raketangreb fra Gaza mod flere mål i Israel, der brød den midlertidige våbenhvile i området.
- Hamas respekterer ikke den egyptiske premierministers besøg i Gaza og overtræder dermed den midlertidige våbenhvile, som Israel indvilligede i under besøget, skriver talsmanden Ofir Gendelman på Twitter.
Det israelske luftvåben har derfor svaret igen med et angreb i det sydlige Gaza, der angiveligt var rettet mod en Hamas-leders hjem.
Også i den nordlige del af Gazastriben har de israelske kampfly smidt bomber, fortæller palæstinensiske sikkerheds- og hospitalskilder.
- Besættelsesmagtens fly bombede en gruppe civile i Nazila-området, siger en kilde til nyhedsbureauet AFP.
Den tidsbegrænsede våbenhvile trådte i kraft fredag morgen, da Egyptens premierminister, Hisham Kandil, ankom til Gazastriben for at vise sin sympati med den palæstinensiske befolkning i enklaven.
Premierministeren betegner de israelske angreb mod Gaza som en "aggression" og siger, at verden må gribe ind for at stoppe Israel.
- Denne tragedie kan ikke passere i stilhed, og verden bør tage ansvar for at stoppe aggressionen, udtaler Hisham Kandil.
Premierministeren rejste ind i Gaza via grænseovergangen Rafah, hvor han blev budt velkommen af folk fra Hamas-regeringen på Gazastriben.
Besøget bliver betegnet som den stærkeste solidaritetserklæring til islamisterne i Hamas.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned