To er anholdt for at have bombe på hovedbanegård i Stockholm
En mand og en kvinde er anholdt og mistænkt for at forberede en alvorlig forbrydelse, der er til fare for offentligheden, efter at svensk politi fandt bombe på hovedbanegården i Stockholm onsdag. Foto: 11576 Mickan Mork/Ritzau Scanpix
En mand og en kvinde er anholdt og mistænkt for at ville fragte en bombe til det nordlige Sverige.
En mand og en kvinde, der begge er mellem 30 og 40 år, er blevet anholdt, efter at en formodet farlig genstand blev fundet i en taske på Hovedbanegården i Stockholm onsdag.
De to havde angiveligt medbragt en bombe, som var lavet i en termokande, som de havde til opgave at fragte til et sted i det nordlige Sverige. Det skriver det svenske medie Aftonbladet.
- De mistænkte vil blive afhørt i løbet af torsdagen. Først efter afhøringerne forventer vi at have et klarere billede af sagen, siger svensk senioranklager Carolina Frohm i en pressemeddelelse.
Det var i løbet af onsdag eftermiddag, at hovedbanegården i Stockholm blev evakueret, hvorefter bombeteknikere blev kaldt til stedet.
Her blev en mistænkelig genstand sendt til nærmere undersøgelse, som man senere fandt ud af, var en hjemmelavet bombe. Derfor blev manden og kvinden anholdt.
De er mistænkt for at overtræde loven om brandfarlige og eksplosive stoffer samt at forberede en alvorlig forbrydelse, der er til fare for offentligheden.
Manden havde ifølge kilder modtaget tasken med bomben fra nogle andre, og derefter fået instruktioner om, hvor den skulle efterlades. Det skriver Aftonbladet.
Oplysningerne er ikke bekræftet andre steder.
Begge de mistænkte er ifølge Aftonbladet tidligere blevet dømt for flere forbrydelser. De bor et andet sted i Sverige end Stockholm.
Der blev desuden også fundet narkotika og en kniv sammen med bomben.
På det seneste har flere - især yngre mennesker - fået lignende opgaver fra netværkskriminelle i Sverige, skriver Aftonbladet.
I mange af sagerne har det handlet om, at de har leveret våben eller har udført voldshandlinger.
/ritzau/TT
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned