To er dræbt og fire såret under skyderi på universitet i USA
Politiet lukkede og afspærrede universitetet i Charlotte, North Carolina, da et blodigt skyderi natten til onsdag dansk tid brød ud på campus. Foto: Logan Cyrus/Ritzau Scanpix
Logan Cyrus/Ritzau Scanpix
Politiet har anholdt en mand, der mistænkes for at have dræbt to og såret fire på et universitet i Charlotte.
To personer er blevet dræbt, og fire personer er såret under et skyderi på et universitet i Charlotte i den amerikanske delstat North Carolina.
Det bekræfter de lokale myndigheder natten til onsdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge redningsmyndighederne i Charlotte blev de to dræbte fundet døde på gerningsstedet.
De fire sårede er bragt til behandling på hospitalet. To af dem er i livsfare, lyder meldingen.
Det er endnu ikke oplyst, hvorvidt de dræbte og sårede er studerende eller ansatte på universitetet.
Politiet i Charlotte og Mecklenburg skriver på Twitter, at en mistænkt gerningsmand er i politiets varetægt. Politiet formoder, at den mistænkte har handlet alene.
Ifølge lokale medier skal den anholdte selv være indskrevet som studerende på universitetet.
De første meldinger om skyderiet blev ifølge tv-kanalen WBTV meldt til politiet klokken 17.45 lokal tid i nærheden af en administrativ bygning på universitetet.
- Løb, gem jer, kæmp. Kom i sikkerhed øjeblikkeligt, skrev universitetet UNC Charlotte umiddelbart efter til sine studerende på Twitter.
Politiet lukkede og afspærrede efterfølgende universitetet og bad alle studerende og ansatte om at holde sig på afstand af gerningsstedet.
Kort før klokken 20 lokale tid melder politiet på Twitter, at situationen på campus igen er under kontrol.
Vi Lyles, der er borgmester i Charlotte, skrev tidligere på aftenen på Twitter, at hun var i chok.
- Vi er chokerede over at høre, at der er en skudepisode på campus på UNC Charlotte. Mine tanker går til familierne til dem, der har mistet livet, de sårede, hele universitetet og dem, der modigt sprang til for at hjælpe andre.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde