Svensk politi har nu formelt sigtet to personer for at have planer om at begå terror i Göteborg.
De to personer vil senere blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, oplyser svensk politi.
Et ukendt antal andre personer, som også blev pågrebet under lørdagens politiaktion, er blevet løsladt, men er stadig mistænkt.
Politiet i Göteborg slog lørdag morgen til mod en række adresser i Göteborg og anholdte flere personer, som mistænkes for at ville udføre terrorangreb i den centrale del af byen. Anholdelserne blev gennemført, efter at politiet fredag modtog oplysninger om, at centrum af byen skulle sprænges i luften i løbet af lørdagen.
Bombetruslen kom ifølge politiet fra en troværdig kilde, og derfor er det svenske sikkerhedspoliti Säpo inddraget.
- Vi er nu i en situation, hvor vi ikke helt kan vurdere, hvorvidt truslen skulle føres ud i livet, siger politimester Carina Persson til TT.
Baggrunden og et eventuelt motiv er fortsat ukendt, men ifølge Säpo påvirker anholdelserne ikke det generelle trusselsniveau mod Sverige.
- Vi ved, at befolkningen er foruroliget, men vi kan ikke garantere, at der ikke vil ske noget. Vi er klar over, at det lyder vagt og mystisk. Men det kan være, at man siden hen vil forstå, hvorfor vi vælger at arbejde på denne måde, siger Björ Blixter fra Göteborg politi.
Politiet i Göteborg var synligt og massivt til stede rundt om i byen lørdag, men oprettede ikke afspærringer i byen.
/ritzau/TT
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde