En græsk dommer har tiltalt to mænd for terrorisme i forlængelse af en række pakkebomber, der er blevet fundet i Grækenland. Samtidig meddelte politiet, at man har uskadeliggjort en pakkebombe, der var sendt til den franske ambassade i Athen.
En embedsmand ved retten siger, at de to tiltalte - begge græske mænd på henholdsvis 22 og 24 år - har afvist at udtale sig til dommeren. De to siger, at de ikke anerkender domstolen.
De to er tiltalt for overtrædelse af terrorismeloven, for at være medlemmer af en kriminel organisation, for besiddelse af bomber og sprængstoffer samt for at nægte at oplyse deres identitet.
Begge er blevet varetægtsfængslet i Korydallos-fængslet vest for Athen.
De to blev anholdt i mandags, da en bølge af pakkebomber begyndte at dukke op på ambassader i Athen og hos europæiske ledere og institutioner.
Ifølge anklagemyndigheden blev de to fundet i besiddelse af to pakkebomber. Den ene var adresseret til Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, den anden til Belgiens ambassade i Athen.
Den ene af de to anholdte var i forvejen eftersøgt af politiet, fordi han er mistænkt for at tilhøre den radikale venstreorienterede gruppe Conspiracy of Fire Nuclei. Den har tidligere gennemført brand- og bombeattentater mod regeringsbygninger og politikerhjem i Grækenland.
De to blev fremstillet i retten samtidig med, at græsk politi meddelte, at man har detoneret en pakke, der torsdag blev afleveret til den franske ambassade i Athen. Den indeholdt en udhulet bog, der var fyldt med sprængstoffer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker