To gidseltagere i Algeriet var canadiere
To militante islamister, der er fundet døde inde på In Amenas-gasanlægget i Algeriet, var canadiere, oplyser en algerisk sikkerhedskilde.
Også den private tv-station Ennahar rapporterer om fundet af de to canadiere.
- Ligene af to canadiske statsborgere er fundet blandt terroristerne i In Amenas, oplyser tv-stationen med henvisning til algeriske sikkerhedskilder.
Oplysningerne er ikke bekræftet fra anden side, men der har løbende været spekulationer om gidseltagernes nationalitet, og hvorvidt nogen var fra vestlige lande.
Flere overlevende gidsler fortæller, at islamisterne talte med en dialekt, der ikke var algerisk - men både tunesisk og egyptisk.
Andre beretter om en høj, hvid mand, der angiveligt blev tiltalt som "nordmanden" af de andre gidseltagere. Han talte et sprog, som de norske gidsler umiddelbart så ud til at forstå.
De algeriske sikkerhedsstyrker fandt ligene af de to canadiere inde på selve gasanlægget, hvor flere udenlandske gidsler blev holdt fanget i knap fire døgn.
Soldaterne stormede området lørdag og satte dermed et blodigt punktum for gidseldramaet, der begyndte onsdag morgen, hvor tungt bevæbnede militante islamister trængte ind på anlægget kort før daggry.
De algeriske myndigheder har tidligere udtalt, at gruppen af gidseltagere bestod af arabere, afrikanere og også folk uden for det afrikanske kontinent.
Både amerikanske, britiske, franske, japanske, norske og rumænske gidsler er blandt de dræbte eller savnede efter det voldsomme angreb på In Amenas-anlægget i det sydlige Algeriet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker