To Guantanamo-fanger ankommet til Tyskland

To tidligere fanger fra Guantanamo-lejren ankom torsdag til Tyskland. Det drejer sig om en palæstinenser og en syrer, som de tyske myndigheder har sagt ja til at modtage efter amerikansk anmodning. De har begge tilbragt knap ni år i fangelejren på Cuba.

Den 34-årige palæstinenser blev kort efter landingen i Hamburg indlagt på et sygehus i den nordtyske storby, hvor hans helbred bliver tjekket, inden han får stillet en lejlighed til rådighed og tildelt bistandshjælp.

Den anden eksfange, som er 35 år gammel og tidligere frugthandler, skal bo i Rheinland-Pfalz' hovedstad, Mainz. Delstaten er også parat til at modtage syrerens hustru og barn.

Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, sagde i juli god for at modtage de to fanger af humanitære årsager, da myndighederne vurderer, at de "efter al sandsynlighed" ikke er farlige. Begge har over for tysk politi taget afstand fra jihad, og de får nu mulighed for at starte på en frisk i fred og ro.

- Det betyder især, at de to personer skal kunne finde sig til rette i Tyskland uden pres fra medierne, siger indenrigsministeren.

Da Tyskland i årevis har kritiseret Guantanamo-lejren, har forbundsregeringen ifølge de Maizière påtaget sig et ansvar for at hjælpe med at lukke lejren.

USA's præsident, Barack Obama, lovede ved sin tiltrædelse i januar 2009 at lukke den omstridte lejr, hvor amerikanerne siden begyndelsen af 2002 har holdt op imod 775 mænd som fanger, mistænkt for at være medlemmer af Taliban eller al-Qaeda. De fleste blev taget til fange i Afghanistan, og kun ganske få er hidtil blevet stillet for en domstol.

I forvejen bor der en eksfange i Tyskland, nemlig den tyrkiskfødte Murat Kurnaz, som i 2006 efter fire et halvt år i Guantanamo kom hjem til Bremen.

Der er stadig omkring 180 fanger i Guantanamo.

/ritzau/dpa

To tidligere fanger fra Guantanamo-lejren - en syrer og en palæstinenser - er landet i Tyskland, hvor de nu får mulighed for at starte på en frisk.

Offentliggjort Sidst opdateret