To israelske soldater meldes dræbt af droner fra Irak
Israelske kampvogne i Golanhøjderne. Billedet er fra den 22. september. Foto: Jim Urquhart/Reuters
Droner fra Irak har ramt israelske soldater i Golanhøjderne og har dræbt to, siger Israels hær.
Droner afsendt af en proiransk milits fra Irak har dræbt israelske soldater i Golanhøjderne, siger Israels militær.
Dronerne slog ned torsdag morgen og kom fra Irak, siger militæret videre ifølge avisen Times of Israel.
Ifølge oplysningerne, der offentliggøres over halvandet døgn efter angrebet, blev to soldater dræbt og 24 andre såret. To af de sårede er kommet alvorligt til skade.
Times of Israel skriver, at der blev sendt to droner med sprængstof mod israelerne fra Irak. En af dem blev skudt ned af Israels luftforsvar, men den anden ramte en militærbase.
Reuters skriver, at den iransk-støttede milits Islamisk Modstand i Irak tog skylden for at have sendt droner mod Golanhøjderne og byen Tiberias ved Genesaret sø kort før daggry.
Under de igangværende krigshandlinger i Mellemøsten er det Iran og proiranske militser, som Israel er i væbnet konflikt med.
I Gazastriben er det Hamas, som for et år siden angreb Israel fra Gaza og dræbte 1200 mennesker og tog 250 gidsler.
Det fik Israel til at angribe Hamas i Gaza, og den krig er stadig i gang.
Også den militante houthibevægelse i Yemen og Hizbollah-militsen i Libanon har blandet sig og sender missiler mod Israel.
Alle militser støttes af Iran.
Golanhøjderne er et af de områder, som Israel erobrede under Seksdageskrigen i 1967.
De andre områder var Vestbredden, Østjerusalem, Gazastriben og Sinai-ørkenen.
Inden krigen var Golan kontrolleret af Syrien, der fra højdedraget havde frit udsyn over store dele af Israel, som jævnligt blev beskudt.
Nu er det Israel, der har frit udsyn ind over Syrien og helt til den syriske hovedstad, Damaskus.
Israel annekterede i 1981 Golanhøjderne.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker