To kvinder skal kæmpe om britisk premierministerpost
Theresa May og Andrea Leadsom går videre til sidste runde af formandsvalget i Storbritanniens regeringsparti.
Det bliver indenrigsminister Theresa May eller energiminister Andrea Leadsom, der skal efterfølge David Cameron som konservativ partiformand og britisk premierminister.
Det står klart, efter at justitsminister Michael Gove blev stemt ud ved torsdagens afstemning blandt partiets parlamentsmedlemmer.
May fik opbakning fra 199 af sine kolleger, mens Leadsom blev nummer to med 84 stemmer.
- Denne afstemning viser, at Det Konservative Parti kan samles, og det vil ske under min ledelse, siger May.
Michael Gove fik 46 stemmer og er dermed ude af formandsvalgkampen.
I lighed med Leadsom anbefalede Gove de britiske vælgere at stemme nej til fortsat britisk EU-medlemskab ved folkeafstemningen i sidste måned.
Theresa May mener ligesom den afgående premierminister Cameron, at Storbritannien fortsat burde være medlem af EU.
Det var resultatet af folkeafstemningen den 23. juni, hvor 52 procent af briterne stemte nej til fortsat EU-medlemskab, der fik Cameron til at meddele sin afgang.
Nu er det op til samtlige partiets cirka 150.000 medlemmer at afgøre ved den sidste og afgørende afstemning, hvem af de to kvinder der skal være Camerons efterfølger, når han træder tilbage senere i år.
På forhånd betragtes Theresa May som favorit. Men May er alligevel langt fra sikker på at vinde formandsvalget, i og med at der blandt partiets græsrødder er mere udbredt EU-skepsis end blandt parlamentarikerne.
Medmindre der udskrives nyvalg, ventes den nye konservative leder automatisk at indtage premierministerboligen i Downing Street nummer 10, når David Cameron rykker ud.
Den nye leder bliver først præsenteret 9. september, hvilket vil sige, at virksomheder og investorer må leve med endnu to måneders usikkerhed om, hvem der skal stå i spidsen for det store arbejde med at forhandle Storbritannien ud af EU.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker