To millioner syrere i Aleppo står uden vand efter bomber
Voldsomme bombardementer i Aleppo har medført, at knap to millioner mennesker ikke længere har adgang til rent drikkevand. Foto: AP/Uncredited
AP/Uncredited
Intensiverede angreb mod storby i Syrien har resulteret i massiv vandmangel for millioner af mennesker.
Knap to millioner mennesker i den krigshærgede by Aleppo i Syrien har ikke adgang til drikkevand.
Det meddeler FN lørdag ifølge flere internationale medier, efter at flere bomber er blevet smidt over byen i nye, intensiverede luftangreb.
FN's børneorganisation, Unicef, oplyser ifølge BBC, at voldsomme angreb har forhindret planlagte reparationer på et vandværk i at blive udført. Værket har forsynet den oprørskontrollerede del af byen med vand.
Som hævn er et andet vandværk, der forsynede resten af Aleppo, blevet lukket ned.
- Aleppo er stille ved at dø, mens verden kigger på, og vandforsyningen bliver afskåret og bombet. Dette er blot den seneste umenneskelige handling, siger Justin Forsyth, vicedirektør i Unicef, til BBC.
En talsmand for FN-organisationen siger videre, at manglen på vand kan blive "katastrofal" for indbyggerne, der er tvunget til at drikke beskidt vand.
- Næsten to millioner mennesker i Aleppo står igen uden adgang til rindende vand fra de offentlige haner. Når børn ikke har mulighed for at drikke rent vand, risikerer det at gøre dem til ofre for katastrofale udbrud af vandbårne sygdomme.
- Samtidig øger det lidelserne, frygten og nøden, som børn i Aleppo lever med hver eneste dag, siger Hanaa Singer, der er Unicefs repræsentant i Syrien, ifølge den britiske avis The Guardian.
Både fredag og lørdag har adskillige civile mennesker i Aleppo mistet livet i voldsomme luftangreb.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som gennem et netværk af kilder overvåger situationen i Syrien fra sin base i Storbritannien, oplyser lørdag, at 173 mennesker er blevet dræbt i oprørernes områder af Aleppo denne uge.
Blandt dem er mindst 26 børn, skriver nyhedsbureauet dpa.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned