To norske kvinder narkodømt i Bolivia

En domstol i Bolivia har idømt to unge norske kvinder hver 13 år og fire måneders fængsel for forsøg på at smugle 22,4 kilo kokain fra Bolivia til Norge.

Samtidig besluttede domstolen, at en 24-årig norsk-boliviansk mand, som anklagemyndigheden har udpeget som bagmand i et smuglernetværk, skal 20 år i fængsel.

Den 23-årige Madeleine Rodriguez og 20-årige Stina Brendemo Hagen blev for to år siden anholdt, da de var på vej ud af Bolivia. Politiet fandt de 22,4 kilo kokain i de indpakkede tasker, kvinderne havde med i lufthavnen i Cochabamba.

Begge kvinder har forklaret, at de ikke vidste, hvad der var i de tasker, de blev bedt om at tage med hjem til Norge.

En tredje kvinde var med dem og blev også anholdt. Hun blev i oktober løsladt mod kaution, men formåede at stikke af til Norge med et nyt navn og et midlertidigt pas. I Norge er hun blevet sigtet for narkotikasmugling.

Ifølge anklagerne har den nu dømte 24-årige norsk-bolivianske mand været en central del af et netværk, som norsk politi er ved at optrævle. Netværket står bag smugling af kokain fra Sydamerika til Norge.

Ifølge politiet bruger netværket unge kvinder som kurerer. De bliver lokket af store pengebeløb og gratis rejse og ophold, men skal til gengæld tage kokain med hjem i bagagen.

De to dømte kvinder skal begge afsone deres fængselsstraf i San Sebastian-fængslet, hvor de har siddet varetægtsfængslet, siden de blev anholdt, skriver vg.no.

/ritzau/NTB

To norske kvinder er ved en domstol i Bolivia idømt over 13 års fængsel for narkotikasmugling.

Offentliggjort Sidst opdateret