To savnes fortsat efter skotsk flykollision

Eftersøgningen af to personer fra et styrtet britisk kampfly blev tirsdag aften indstillet på grund af dårlige vejrforhold, men den vil blive genoptaget onsdag, ifølge det britiske forsvarsministerium.

Offentliggjort Sidst opdateret

De to savnede udgjorde besætningen på ét af de to jagerfly af typen Tornado, der tirsdag styrtede ned under en øvelse øst for Skotland. Besætningen fra det andet fly er blevet reddet.

- Omstændighederne er fortsat uklare, men der er tydeligvis tale om en meget alvorlig hændelse, siger Ian Gale, der er chef for den luftbase, flyene kom fra, til nyhedsbureauet Reuters.

Flyene fra Royal Air Force er af typen Tornado GR4, som har plads til en pilot og en navigatør om bord. Forsvarsministeriet har indtil videre fundet det ene af de to forsvundne fly i vandet ud for kysten, men det andet fly er fortsat forsvundet.

Det vides endnu ikke, hvad der fik de to fly til at støde sammen.

Det er ikke første gang, at RAF mister fly i Skotland, som rutinemæssigt stiller sit luftrum til rådighed for luftvåbnets øvelser. I januar 2011 måtte en tomands besætning fra et Tornado-fly skyde sig ud med katapult, før flyet styrtede ned i Nordsøen.

I 2009 mistede to piloter livet, da deres Tornado-fly styrtede ned nær søen Loch Lomond under en træningsøvelse.

- Dagens hændelse er en stærk påmindelse om, at militære øvelser ikke er uden risiko, siger Ian Gale.

Hvorvidt de to fly styrtede ned på grund af en kollision, vil Royal Air Force ikke sige noget om endnu.

- Vi er i gang med at undersøge sagen og flere informationer vil blive offentliggjort senere, siger Ian Gale.

Flytypen Tornado GR4 er blevet brugt af Royal Air Force i mere end 40 år, og flyene er løbende blevet opgraderet. Blandt andet indsatte briterne sidste år Tornado-fly under Nato-operationen mod det nu væltede Gaddafi-styre i Libyen.

/ritzau/