To sorte bokse slukkede fire minutter før sydkoreansk flystyrt
29. december forulykkede en fly i Sydkorea, og 179 personer døde. Et udateret, udleveret billede viser en lille sort boks fra flyet, en såkaldt flight recorder. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Sydkoreas transportministerium oplyser, at to sorte bokse stoppede med at optage fire minutter før flystyrt.
To sorte bokse, der blev fundet efter et dødeligt flystyrt i Sydkorea, stoppede med at optage, fire minutter før flyet ramte en betonkonstruktion i lufthavnen i Muan kort før årsskiftet.
Det oplyser landets transportministerium lørdag.
Det drejer sig om en flydata-boks, en såkaldt flight recorder, og en stemmeoptager fra cockpittet.
Man prøver fortsat at afdække, hvordan det kunne ske, at et passagerfly gled af landingsbanen i Muan og fortsatte ind i en mur. Ved landingen var flyets landingsstel ikke slået ud.
Øjeblikkeligt herefter brød flyet i brand.
179 af flyets 181 passagerer og besætningsmedlemmer mistede livet. To besætningsmedlemmer blev reddet ud i live.
Der var 175 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord.
Passagerflyet - et Boeing 737-800 - var nogle timer forinden lettet fra Thailands hovedstad, Bangkok.
1. januar lød det fra viceminister for luftfart Joo Jong-wan, at en af de sorte bokse - flight recorderen - fundet efter flystyrtet skulle sendes til USA og analyseres.
Det blev vurderet, at det ikke var muligt at udtrække data fra boksen i hjemlandet.
Sammen med cockpittets båndoptager mente man, at denne indeholdt afgørende information om ulykken. Men de sidste fire minutter før ulykken er altså ikke registreret.
Ledende efterforsker Lee Seung-yeol har ifølge Reuters oplyst, at der blev fundet fjer i en af motorerne ved ulykkesstedet. Videobilleder viser, at en fugl blev ramt.
Muren, som flyet ramte, indeholdt et navigationssystem, som bruges under landinger ved dårlig sigtbarhed.
Flysikkerhedseksperter har sagt, at konstruktionen var lavet af for hårde materialer og lå for tæt på slutningen af landingsbanen.
Det står endnu ikke klart, hvorfor flyets landingsstel ikke var slået ud ved landingen. Sammenstød med fugle får ifølge eksperter typisk ikke landingsstellet til at svigte.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker