Valgdagen i Afghanistan var fra morgenstunden præget af uroligheder flere steder i landet.
I hovedstaden Kabul blev to militante Taliban-oprørere dræbt af afghanske sikkerhedsstyrker nær en politistation i den østlige del af byen, oplyser politiet.
Episoden fandt sted kun få timer efter, at valgstederne var åbnet, da fire bevæbnede mænd indtog en bygning og affyrede skud mod politiet. Mændene blev dog hurtigt omringet.
- To af dem blev dræbt, vi har anholdt én, og så er én tilsyneladende forsvundet, siger en politikilde til nyhedsbureauet AFP.
I Logar-provinsen sydøst for hovedstaden Kabul blev mindst seks valgsteder angrebet af militante oprørere, oplyser Abdul Hakim Sulaimankhil, en lokal leder.
Angrebene fik flere mennesker til at flygte, men de vendte lidt senere tilbage for at stemme.
I det sydlige og nordlige Afghanistan affyrede Taliban-oprørere adskillige raketter mod flere byer. Også den centrale provins Ghazni blev ramt af raketter, siger øjenvidner og embedsmænd. Mindst fire børn blev såret ved to forskellige hændelser, heriblandt et barn, der befandt sig i nærheden af et valglokale.
I to områder i Ghazni stødte afghanske og internationale styrker sammen med Taliban-oprørere, oplyser officielle kilder. Der var ingen yderligere detaljer.
Omtrent samtidig angreb Taliban en politistation i den nordlige Baghlan-provins. En lokal politichef blev dræbt.
I en anden nordlig provins Takhar blev den største politistation ramt af en eksplosion, men ingen meldes dræbt.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker