To voksne og et barn dør i flystyrt i Finland
Det finske flag vajer i dag på halv, efter at tre mennesker omkom, da deres vandfly styrtede i søen Suvasvesi i det sydøstlige Finland.
En ni-årig dreng overlevede ulykken.
Ulykken skete, da vandflyverens ene ponton - en luftbeholder som vandflyvere bruger under landingen i stedet for hjul - ramte skævt ned på vandet, så flyet væltede.
Flere hundrede mennesker blev vidner til tragedien, der fandt sted under et opvisningsarrangement for børnefamilier.
Efterfølgende flød de forskellige dele af flyet - vinger, cockpit og stel - rundt i søen tæt på havnen, hvor publikum stod.
Det var dykkere, der fandt tre af flyets fire passagerer døde - en mand, en kvinde og et barn. De lå både inde i det, der var tilbage af flyet, og ude i vandet.
Den fjerde passager, en ni-årig dreng, der bar en redningsvest, blev reddet af lystsejlere, før vandflyveren sank til bunds i den 20 meter dybe sø.
Ofrene var alle i familie.
Det er uklart, hvorfor flyet fløj så lavt hen over søen. Piloten havde tidligere på dagen gennemført flere uproblematiske flyveopvisninger til arrangementet.
/ritzau/TT
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned