To voldsomme eksplosioner i Libanon: Mange døde
To kraftfulde eksplosioner har fredag eftermiddag ramt Tripoli i den nordlige del af Libanon, og politiet melder om mindst 19 døde.
35 skulle være kvæstede af eksplosionerne. Den ene ramte uden for en moské i centrum, mens en anden fandt sted tæt på havnen.
På Twitter har mange brugere delt billeder af massiv sort røg over byens centrum og i nærheden af havnen.
Den første eksplosion skete tæt ved den afgående premierminister Najib Mikatis hjem. Embedsmænd fortæller, at han ikke er i Tripoli i øjeblikket.
Den anden eksplosion skete ved havnen tæt på den tidligere politichef Ashraf Rifis hjem, siger en sikkerhedskilde. Det er et sunnimuslimsk område.
Eksplosionerne sker dagen efter en episode mellem libanesiske militante og det israelske militær, hvor Israel natten til fredag besvarede et bombeangreb med et hævnangreb.
Tripoli, som ligger langt fra Israel, har ofte været ramt af sammenstød og angreb relateret til borgerkrigen i Syrien.
De mange blodige angreb og kampe har stået mellem sunnier, som støtter de syriske oprørere, og alawitter, som støtter Syriens præsident, Bashar al-Assad.
For en uge siden blev 27 personer dræbt, da en bilbombe eksploderede i Beirut i et område domineret af Hizbollah, som støtter Bashar al-Assad.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker