Tom Jones kollapser i Budapest kort før optræden i Danmark
Den britiske sanger Tom Jones måtte tirsdag skuffe publikum, da han på grund af et ildebefindende måtte aflyse en koncert i Budapest. (Arkivfoto). Foto: Andrew Parsons/Ritzau Scanpix
Kort før en koncert i Budapest tirsdag fik croonerlegenden Tom Jones et ildebefindende og måtte aflyse.
Sangeren Tom Jones måtte tirsdag aflyse en koncert i Budapest på grund af et ildebefindende.
Det skriver avisen Daily Mail.
Den 82-årige walisiske legende er i gang med en turné, der bringer ham til København den 22. juli.
- Tom Jones kollapsede, så hans koncert i aften blev aflyst. Hans management har sat 16. august som ny dato for koncerten (i Budapest, red.), siger en kilde til avisen.
Sangeren blev ramt af et ildebefindende, cirka en time inden han skulle på scenen i Ungarns hovedstad. Han håbede at være i stand til at gennemføre showet, men det blev han frarådet af læger.
- Tom Jones beklager, at han efter lægers råd desværre ikke er i stand til at optræde på MVM Dome i aften, lød en besked fra arrangøren til publikum.
Ifølge lokale nyhedsmedier blev der ikke sendt en ambulance til spillestedet for at tilse sangeren.
Koncerten i Budapest tirsdag erstattede en oprindelig planlagt optræden i Ukraines hovedstad, Kyiv, der blev aflyst på grund af den igangværende krig i landet.
Trods sin høje alder har Tom Jones kalenderen godt fyldt op.
Onsdag i sidste uge optrådte han i Amsterdam. Fredag var han på plakaten til en festival i Henley i England, før han i weekenden havde koncerter i Norfolk og Halifax. Derefter satte han kurs mod Budapest som led i sin "Surrounded by Time"-turné.
Waliseren skal efter planen optræde i Tivoli i København den 22. juli.
Derefter følger en række koncerter rundt om i Europa, hvorefter turnéen fortsætter i Nordamerika med den afsluttende koncert i San Francisco 12. oktober.
I 2017 blev Tom Jones på lægers ordre tvunget til at udskyde en turné i USA med 21 koncerter til året efter.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde